Svenske myndigheder har modtaget 300 klager om valgfusk

Der kan potentielt blive tale om omvalg i både Värmland og i kommunen Degerfors, skriver Dagens Nyheter.

Der er måske begået fejl flere steder ved det svenske valg i den seneste weekend. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Der er opstået mistanke om, at der er sket fejl og foregået fusk flere steder i Sverige under søndagens valg til Riksdagen.

Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Foreløbigt er det uklart, om der er hold i mistanken, men Riksdagens kontrolmyndighed, Valprövningsnämnden (VPN), har modtaget omkring 300 klager.

Det fortæller Cecilia Persson fra VPN.

- De fleste handler om riksdagsvalget, men vi har ikke været i stand til at gennemgå dem alle sammen endnu, siger hun til svensk SVT om klagerne.

Flere af dem drejer sig om medlemmer af politiske partier, som har fulgt vælgere ind i valglokaler samt stemmebokse og hjulpet dem med at stemme.

Ifølge Dagens Nyheter er flere tilfælde blevet politianmeldt. Og både i Värmland og i kommunen Degerfors kan der potentielt blive tale om omvalg, skriver avisen videre.

Degerfors Kommune har politianmeldt to lokalpolitikere for "unødig valgpåvirkning". En af dem har ifølge anmeldelsen tilbudt penge i bytte for stemmer.

/ritzau/NTB

Facebook
Twitter