Svenske strande forsvinder ud i Øresund

Eksperter advarer om alvorlige konsekvenser, mens kystkommunerne råber på hjælp.

Ystad kommune har flere gange måtte sandfodre stranden ved Ystad Saltsjöbad, fordi den langsomt siver ud i havet. (Foto: Jan Pontho © (C)2013)

Hvis du skal over på den anden side af Øresund og bade fra de svenske strande, vil du måske kunne mærke, at noget er ved at ændre sig.

For som havene er begyndt at stige, forsvinder flere af Sveriges sandstrande langs syd- og vestkysten.

En udvikling, som nu får flere natureksperter og lokalpolitikere til at råbe op.

De frygter ikke bare for kystsikringen, men også for alle de turister, der måske søger andre steder hen.

- Det her er en alvorlig situation for de kommuner, som bliver ramt, og de har brug for hjælp fra nationalt hold, siger Anneli Hulthén, regionsleder i Skåne län.

Havet stiger med en meter

Nye beregninger viser, at havet vil stige med en meter op til år 2100, og det øger presset på kystområderne i i Sydvestsverige.

- Halland og Skåne er stort set de eneste regioner i Sverige, som har så mange sandstrande, som ligger lavt, og derfor er de særligt i farezonen for oversvømmelser og erosion, siger Per Danielsson, som ansvarlig for stranderosionsområdet ved Statens Geologiska Institut.

Kysterne eroderer på grund af vinde og havstrømme, og jo mere havet stiger, jo hurtigere forsvinder strandene og andre jordlag omkring kysterne ud i havet.

- Vi kan se, hvordan havet æder sig ind flere steder på vores kyster, og nu bliver vi nødt til at tage aktion på det, siger Anneli Hulthén.

Kommunerne kalder på hjælp

Regionerne Halland og Skåne er nu derfor gået sammen med blandt andre Statens Geologiska Institut for at få flere penge til kystsikringen.

Penge som skal komme fra nationalt hold.

I Sverige er det nemlig kommunerne selv, der har ansvaret for kyst- og strandsikringen - ligesom i Danmark, hvor kommunerne dog også har mulighed for at søge hjælp hos den statslige styrelse Kystdirektoratet.

Men det er langt fra alle svenske kystkommuner, der har kapacitet til at håndtere de stigende problemer.

- Problemerne med klimaforandringerne er en meget stor belastning på det kommunale budget. Og der er stadig mange, som er usikre på, hvordan man behandler problemet bedst, siger Anneli Hulthén.

Risikerer at miste vigtige turismeindtægter

Hvis strandene forsvinder, får Halland og Skåne også svært ved at blive ved med at lokke turister til de svenske kyster. En indtægtskilde, som er meget vigtig for de to regioner.

- Halland er et stort turistområde i Sverige. Vi plejer at sige, at befolkningen i Halland fordobles i sommerperioden, så turismen er en stor indtjening for os, siger Lena Sommestad, som er regionsleder i Hallands län.

Ny klimatilpasningstrategi giver håb

Regionslederne fra både Halland og Skåne håber nu på, at de kan få økonomisk støtte fra den svenske regering, som netop har fremlagt en ny klimatilpasningstrategi, der gør det muligt at yde ekstra hjælp til udsatte områder i Sverige.

Spørger man eksperten, er der ingen tvivl om, at kommunerne trænger til en hjælpende hånd:

- Flere tusinde ejendomme påvirkes af klimaforandringerne i dag og vil gøre det i fremtiden, så det er meget vigtigt, at kommunerne får mulighed for at håndtere det på en ordentlig måde, siger Per Danielsson fra Statens Geologiska Institut.

- Hvis vi ikke gør noget ved problemet, kommer man til at bygge nyt på noget, som bliver oversvømmet, så det er jo spild af penge, hvis vi ikke har en god plan for, hvordan vi håndterer vores kyster, siger han.

Facebook
Twitter