Svenskerne splittet om omdiskuteret politimand

Er det okay, at en politimand skriver et Facebook-indlæg, hvor han nævner navne og nationaliteter på de kriminelle, han anholder? Meningerne er delte om den svenske betjent Peter Springare.

Den svenske politibetjent Peter Springare er siden weekenden blevet hyldet og hadet, efter at han på Facebook skrev en ærlig og opsigtsvækkende statusopdatering om sit arbejde i Örebro, Sveriges sjettestørste by.

Her skriver han, at han er så "forbandet træt" af det, fordi navnene på de personer med primært mellemøstlig baggrund.

- Ugens forbrydelser er begået af borgere fra følgende lande: Irak, Irak, Tyrkiet, Syrien, Afghanistan, Somalia, Somalia, Syrien igen, Somalia, ukendt land, ukendt land, Sverige. Når det gælder halvdelen af de mistænkte, så ved vi ikke noget med sikkerhed, fordi de ingen gyldige papirer har. Hvilket i sig selv ofte betyder, at de lyver om nationalitet og identitet, skriver Peter Springare i Facebook-opslaget fra 3. februar.

Forstå sagen på et minut:

Ifølge Peter Springare bruger han og kollegaerne i efterforskningsafdelingen i Örebro 100 procent af deres ressourcer på sager som disse. Og sådan har det være de seneste 10-15 år, skriver han.

Og nu er han altså 'forbandet træt', lyder det i opslaget.

Fra "stærkt gjort" til "brud på retssikkerheden"

Politibetjenten er siden sit opslag blevet genstand for enorm opmærksomhed fra både uenige og enige borgere. Over 111.000 har meldt sig ind i en støttegruppe på Facebook, mens betjenten samtidig er blevet anmeldt til politiet af sine chefer, da man anser indlægget for at være en "hetz mod en befolkningsgruppe", og sagen skal nu behandles i retten.

På gaden i Malmø er der ligeledes stor splittelse om Facebook-indlægget, viser en voxpop, som DR har lavet i dag.

- Jeg synes faktisk, at det er godt, at han gør opmærksom på, hvordan det står til. Det er stærkt gjort af ham. Det er vigtigt, at man viser, hvordan det ser ud. Og det her jo et udtryk for, at vi lever i et splittet samfund, siger Alexander Lagerroth, der studerer statsvidenskab og stemmer på Sverigedemokraterne.

Den modsatte holdning hører man hos en anden på gaden i den svenske by.

- Jeg synes det er det et alvorligt brud på retssikkerheden, når han laver disse etniske grupperinger. Jeg er skeptisk over for, at han gør det her, når han repræsenterer en myndighed, der skal forsvare loven. Men samfundene i store dele af Europa og USA er jo blevet polariserede, og der blæser stærke højrevinde op. Så hans indlæg skal også ses i en større kontekst, siger Vanja Lozic, universitetslektor.

Brug for diskussion om kriminelle indvandrere

At Peter Springare har ret til at ytre sig, er der ingen tvivl om, men måske ikke i sin egenskab af aktiv betjent, lyder en vurdering.

- Det er ikke korrekt at lægge sådan noget ud som tjenestemand for politiet. Det synes jeg. Det kan han ytre sig om privat, hvis han vil. Men han er vel frustreret over, at han kan se, hvilket klientel der begår forbrydelserne - og så er der andre, der er frustrerede over, at det i det hele taget skal nævnes - det er ikke politisk korrekt, Allan Mortenson, der er selvstændig.

Uanset hvad er det nu taget hul på diskussionen om kriminelle indvandrere, og det bør nu op på højere niveau, mener Nona Koncan, der er pensionist.

- Jeg forstår hans frustration, men man skal være lidt forsigtig, når man nævner navne og nationaliteter på den måde. Jeg forstår begge sider - både dem, der er med og ham og dem, der er imod ham. Men jeg tænker, at det ikke er hans skyld, og at det er noget, der må tages et skridt højere op med politikerne i Stockholm. Man må gøre noget, så politiet ikke på den måde er magtesløse, siger Nona Koncan, der er pensionist.

  • Andre citater i debatten

  • - Man må skrive rigtig meget, men man må ikke skrive alt, siger politichefen i Örebro, Bo Andersson ifølge TV 2.

  • - Jeg er for indvandring og for, at vi modtager asylansøgere under ordnede og strukturerede forhold, så jeg har på ingen måde nogen racistiske tilbøjeligheder. Men jeg er dybt bekymret over den kriminalitet og mentalitet, vi ser hos kriminelle indvandrere. De overbelaster retssystemet så kraftigt, at det er ved at bryde sammen, skriver Peter Springare på Facebook 4. februar.

  • - Jeg ved ikke, hvordan det ser ud i Örebro, men i det store perspektiv har jeg meget svært ved at se, at 100 procent af politiets ressourcer optages af forbrydelser begået af indvandrere. Jeg har meget, meget svært ved at genkende det billede og vil påstå, at det er fejlagtigt, sagde statsminister Stefan Löfven til Expressen i går og slog fast, at politifolk har ytringsfrihed som alle andre, men at man jo også skal fortælle hele sandheden.

Facebook
Twitter