Sverige forlænger igen grænsekontrol et halvt år

Den svenske grænsekontrol er blevet forlænget frem til foråret på grund af en fortsat trussel, lyder det.

Den danske, midlertidige grænsekontrol stod til at udløbe 12. november. (Arkivfoto) (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Den svenske regering har som forventet besluttet at forlænge landets grænsekontrol ved de indre grænser - blandt andet ved Øresundsbroen - med et halvt år.

Grænsekontrollen gælder nu frem til 11. maj næste år. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Regeringen forklarer beslutningen i en pressemeddelelse med, at der "fortsat findes en trussel mod den offentlige orden og indre sikkerhed".

Ved et akut behov kan det svenske politi også indføre kontrol andre steder i landet i to uger. Politiet kan desuden ansøge om at kontrollere ved grænsen mod Norge og Finland.

Danmark har ligesom Sverige forlænget grænsekontrollen. Den danske, midlertidige grænsekontrol stod til at udløbe 12. november.

Men den er ligesom den svenske forlænget med seks måneder frem til 12. maj 2018.

Regeringens begrundelse, der var lig den svenske, var "migrantsituationen og den alvorlige terrortrussel mod Danmark".

/ritzau/