Sverige: Lavere moms skal sikre genbrug

Den svenske regering fremlægger forslag om at halvere momsen på alle reparationer.

Svigter vaskemaskinen i Sverige skal det ifølge regeringen være billigere at reparere dem. Riksdagen skal i dag behandle et forslag om at sænke skatten på reparationer. (Foto: Anders Debel hansen © Scanpix)

Sveriges regering vil gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen. Et forslag, som fremlægges i Riksdagen i dag, vil sænke momsen fra 25 til 12 procent på reparationer af for eksempel cykler, tøj og vaskemaskiner, skriver The Guardian.

Det skal lægge en dæmper på svenskernes trang til at anskaffe sig nye ting i stedet for at få gamle repareret.

Samtidig fremlægger regeringskoalitionen bestående af Miljöpartiet De Gröna og Socialdemokraterna et forslag, der minder om det danske håndværkerfradrag, så man kan få halvdelen af pengene retur for reparationer af husholdningsapparater som for eksempel køleskabe, ovne, opvaskemaskiner og vaskemaskiner.

Kan især komme indvandrere til gode

- Vi mener, at det her kan gøre det væsentligt billigere og derfor økonomisk mere fornuftigt af få repareret dine ting, siger forbrugerminister Per Bolund fra Miljöpartiet De Gröna til The Guardian.

Han vurderer, at en reparation til i dag 400 svenske kroner fremover kun vil koste 350 kroner. Noget der skal sætte gang i den svenske håndværker- og servicebranche.

Bolund ser for sig, at initiativet kan komme især mange indvandrere til gode, da de muligvis lettere vil kunne få job som faglært eller ufaglært i reparationsbranchen.

Hvis forslaget, der er en del af regeringens udspil til en finanslov, vedtages, træder den i kraft 1. januar 2017.

/ritzau/

Facebook
Twitter