Sverige løsner coronagreb efter succesfulde uger: 'Svenskerne har lidt heldigt knækket koden'

Den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, har fået ret i, at svenskernes strategi er god, mener ekspert.

Anders Tegnells coronastrategi får nu ros fra dansk ekspert. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Her i landet bliver der i øjeblikket strammet op i forhold til, hvad vi må, og hvad vi ikke må på grund af coronavirus.

Men hos vores svenske naboer er historien en noget anden. Der løsner man op for de relativt få regler, der er, og fra den 1. oktober ophæves et besøgsforbud i ældreplejen.

Uge for uge er smitten nemlig gået ned i Sverige, mens udviklingen peger i den anden retning hos os.

Den store forskel skyldes, at svenskernes ellers hyppigt kritiserede strategi har vist sig at virke, og det mærker de for alvor konsekvensen af nu.

Sådan lyder vurderingen i P1 Morgen fra Lone Simonsen, der er professor og pandemiforsker ved Roskilde Universitet.

- Det ser ud som om, at Sverige har fundet sig en bæredygtig strategi, hvor det bliver ved med at gå bedre og bedre uge for uge, mens mange andre lande kæmper med en anden bølge.

- Svenskerne har ikke fået de store udbrud, som vi har oplever i Danmark. De har simpelthen kørt en stille og rolig strategi, hvor smitten langsomt er gået ned, siger hun.

En stor del af smitten i Sverige er i øjeblikket koncentreret i regionen Västra Götaland i den vestlige del af landet, mens en lang række svenske regioner har registreret færre end 20 tilfælde de sidste to uger.

Tegnell skal roses

Sverige har på intet tidspunkt været under en omfattende nedlukning som i mange andre lande, og den svenske strategi har fået massiv kritik fra andre lande, og også fra blandt andet forskere i Sverige.

Men statsepidemiolog, Anders Tegnell, som har stået på mål for strategien under hele pandemien, skal nu roses, mener Lone Simonsen.

Ifølge Anders Tegnell kan Sverige nu se den svenske coronastrategi bære frugt. (Foto: 10090 Claudio Bresciani/TT © Scanpix)

- Tegnell har fået ret i, at det er en bæredygtig strategi, de har fundet på der. Vi skal kigge mod svenskerne og rose dem.

- Sverige har måske lidt heldigt knækket koden med corona. Efter min formodning hænger det sammen med, at de allerede lavede et forsamlingsforbud på over 50 mennesker den 28. marts. Ikke meget senere end det begyndte deres kurve at gå ned, og det har den gjort siden.

Mens Sverige 'kun' lukkede ned for større forsamlinger, lukkede hele Danmark ned, siger Lone Simonsen.

- Det viser sig, at det kun er cirka 10 procent, der smitter 80 procent videre. Den supersmitte undgår man, når man lukker ned for de store forsamlinger, som Sverige gjorde tidligt.

- I det lange løb vil vi nok ende med en strategi, der ligner Sveriges, vurderer hun.

I marts mødte vi Anders Tegnell i en svensk buffetkantine og talte med ham om Sveriges strategi:

Stadig flest coronarelaterede dødsfald

De seneste 14 dage har der kun været registreret omkring halvt så mange smittede pr. 100.000 indbyggere i Sverige målt i forhold til Danmark.

Men man tester færre i Sverige, end vi gør i Danmark. Derfor er det ikke de tal, man skal hænge sig så meget i, fortæller Lone Simonsen.

- Hvis du i stedet - som jeg gør - ser på udviklingen over tid, vil du se, at svenskerne i august og september står rigtig godt i forhold til, at de lever mere frit, end vi gør her. De kæmper ikke lige så meget nu, som mange andre lande gør, siger hun.

Sammenligner man coronarelaterede dødsfald direkte mellem de skandinaviske lande er Sverige dog i toppen.

Det kan ifølge Anders Tegnell forklares med, at det var en mild influenzasæson sidste år. Det betød nemlig, at mange svagelige – som normalt ikke overlever en influenzaepidemi – klarede den. De er nu ifølge Tegnell i stedet døde under coronapandemien.

Men også på den front er landet i en positiv udvikling.

- De har fået bugt med dødeligheden i Sverige. Der er ret få, der dør som følge af coronavirus lige nu, ligesom i Danmark.

Også Verdenssundhedsorganisationen (WHO) roser Sverige, men opfordrer alligevel til lidt forsigtighed, inden svenskerne begynder at juble for meget.

- Der er helt sikkert noget, vi kan lære af den svenske tilgang. Men en stor del af den svenske befolkning er dog stadig modtagelig overfor smitte, sagde den ledende europæiske beredskabsofficer i WHO, Catherine Smallwood.

Anders Tegnell har i denne uge også sagt, at det ikke kan udelukkes, at smitten stiger i Sverige. Men strategien er begyndt at bære frugt, mener han.

På trods af Sveriges forholdsvis lempelige coronastrategi, har coronakrisen alligevel ramt Sveriges økonomi hårdt. Det skriver Berlingske.

Ledigheden er steget, og ifølge en foreløbig opgørelse fra statistikmyndigheden SCB faldt Sveriges bruttonationalproduktet (BNP) med 8,6 procent i andet kvartal sammenlignet med første kvartal.

Facebook
Twitter