Sverige øger grænsekontrollen igen: Styrken fordobles

Politiet rekrutterer nu ekstra betjente for at sikre den strammere kontrol.

Alle, der krydser Øresundsbroen med tog eller bus, skal nu have id med. ARKIVFOTO (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, har på et pressemøde bebudet stramninger på flygtningeområdet, og det betyder også en endnu skrappere grænsekontrol.

Det skriver Expressen.

Flygtningesituationen betyder en fordobling i antallet betjente, der er afsat til grænsekontrol.

De mange betjente skal blandt andet stå for identitetskontrol i samtlige kollektive transportmidler i og til og fra Sverige.

For danskere betyder det, at der er kontrol på alle afgange med tog og bus over Øresundsbroen og på færgen mellem Helsingborg og Helsingør.

- Der er ingen tegn på, at strømmen af flygtninge, som vi ser det i dag, vil vende tilbage til tidligere niveauer inden for en overskuelig fremtid, siger Jarl Holmström, operativ chef i det svenske politis region syd, i en pressemeddelelse.

Stefan Löfven meddelte på et pressemøde, at Sverige vil stramme reglerne på flygtningeområdet. Landet kan simpelthen ikke klare mere, lød det.

Regeringen ønsker blandt andet at indføre en midlertidig opholdstilladelse for alle, undtagen kvoteflygtninge. Børn og familier, der er registreret, inden de nye regler træder i kraft, er undtaget.