Sverige overvejer at bede om Nato-hjælp til skovbrande

Det svenske beredskab har stadig brug for hjælp til at bekæmpe skovbrandene, der har raset i uger.

Sverige er ikke medlem af Nato, men beder nu partnerskabet om hjælp. (Foto: CHRISTINE OLSSON © Ritzau Scanpix)

De svenske myndigheder kan nu vende sig til Nato-lande for at bede om hjælp til at bekæmpe de voldsomme naturbrande, der har ramt landet.

Det fortæller den svenske statsminister, Stefan Löfven, på et pressemøde, skriver det svenske medie SVT.

Sverige, der ikke selv er medlem af Nato, må samtidig regne med, at der ikke kommer yderligere hjælp fra EU, lyder det på pressemødet. Det skyldes de voldsomme brande i Grækenland.

- Der er mere brug for hjælpen andetsteds.

- Det har vi accepteret, siger Anneli Bergholm Söder, chef for MSB, der er den samlende myndighed for svenske beredskaber, der også deltager i pressemødet.

25 millioner til frivillige

For at hjælpe de svenske beredskaber har den svenske regering afsat 300 millioner svenske kroner til kommunerne og 25 millioner til frivillige organisationer.

Den svenske regering undersøger også muligheden for at udbetale kompensation til de svenske skovejere. Samtidig giver regeringen tilladelse til at søge hjælp uden om EU.

- Regeringen har taget en beslutning om, at MSB kan begære hjælp fra flyvende brandslukningsressourcer fra lande, som indgår i Partnerskab for Fred, siger Stefan Löfven.

Partnerskab for fred er et Nato-projekt hvis mål er at skabe tillid mellem Nato og andre stater i Europa og det tidligere Sovjetunionen. Sverige er medlem af partnerskabet, men er ikke medlem af Nato.

Tyrkiets fly til Grækenland flyver til Sverige

Sverige har allerede takket ja til at modtage hjælp bestående af et fly fra Tyrkiet, der ellers havde tilbudt Grækenland hjælpen. Men det takkede de græske myndigheder nej til.

- Faren for nye brande er stor. Det er fortsat en alvorlig situation. Den ekstreme varme, der har været, ser ud til at fortsætte, og det stiller krav til udholdenheden, siger Löfven på pressemødet.

EU-hjælpen til Sverige har hidtil bestået af mandskab fra beredskabstjenester i Polen, Østrig, Portugal, Italien, Danmark, Litauen, Tyskland, Frankrig og Norge.

En del af den hjælp fortsætter, men den vil primært være fra de mest nærliggende lande.

Danmark har foreløbig planlagt, at indsatsen i Sverige pågår indtil 5. august.

Også Grønland sender hjælp til Sverige - i alt seks brandmænd fra redningsberedskabet i Avannaata. Det skriver den grønlandske avis Sermitsiaq.

Torsdag formiddag er der 23 naturbrande i Sverige, hvilket er på niveau med onsdag samme tid.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter