Sverige topper listen over flest skuddræbte i Europa

Vores nordiske nabo er ifølge en svensk rapport det eneste land i Europa, hvor antallet af skuddræbte er steget gennem de seneste 20 år.

Antallet af skudepisoder i Sverige er særligt steget siden 2013. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

366 skudepisoder, 47 personer døde og 117 såret. Sådan lyder den svenske statistik for skudepisoder - og drab i 2020.

Og det er ikke en hvilken som helst statistik. Det er en statistik der fortæller, at Sverige er det land i Europa, med flest skuddræbte per en million indbyggere.

Det står klart efter en rapport lavet af det kriminalpræventive råd i Sverige blev fremlagt i går. Ifølge rapporten ligger Sverige altså øverst i statistikker over antallet af skuddræbte, og er nu blandt de lande i Europa med allerflest skuddrab. Derudover er Sverige det eneste land i Europa, hvor antallet af skudepisoder er steget siden årtusindeskiftet.

- Den grundlæggende konklusion er, at Sverige er gået fra at have ligget i bunden af denne her rangliste, til nu at ligge i toppen. Der er simpelthen intet land i Europa, der har haft en udvikling som Sveriges, siger DR's Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.

Rapporten tager udgangspunkt i 22 europæiske lande, og i begyndelsen af 00'erne lå Sverige i den nederste del af listen.

Antallet af dræbte med skudvåben er gået fra to personer per en million indbyggere i 2003 til det dobbelte i 2017. Det er hovedsageligt i perioden fra 2013 til nu, at man har registreret den største stigning.

I resten af de undersøgte lande er det en anderledes tendens, man ser. Der er det nemlig gået den modsatte vej - hvor der i 2003 var omkring fire dræbte per en million indbyggere, er der i dag 1,5 dræbte per en million indbyggere.

Hovedsageligt i det kriminelle miljø

Otte ud af 10 skuddrab sker i det kriminelle miljø, fortæller Anna Gaarslev.

- Vi taler om mord, som begåes næsten udelukkende i de kriminelle miljøer i de svenske forstæder, forklarer hun.

Og selvom rapporten ikke er lavet for at svare på, hvorfor udviklingen ser ud, som den gør i Sverige, så kommer den med tre bud på årsager: Et illegalt narkotikamarked, konflikter i kriminelle grupper og manglende tillid til politiet i nogle af de grupper, hvor volden finder sted.

- Næsten 600.000 svenskere har en våbenlicens. Svenskere elsker at gå ud i skoven og skyde. Der findes cirka omkring to millioner legale våben. Men det er helt lovlige, især jagtvåben.

- Der, hvor svenskerne har et problem, det er i de kriminelle miljøer. Her taler vi om unge mænd, der har masser af våben. Masser af hævntørst. Vi taler om konflikter af mange forskellige slags. Og vi taler om mord, som er utrolig svære at opklare. Fordi ofte er både morderen og den, der bliver myrdet, eller offerets omgangskreds, en del af det samme kriminelle miljø, så der er ingen vidner.

Ifølge rapporten er en stor del af skydevåbene illegale, og de kommer til Sverige fra blandt andet Balkan.

Kritik af regeringen

Rapporten har udløst kritik af den socialdemokratiske, svenske regering fra den borgerlige opposition.

- Vi har desværre gennem flere år advaret om, at man vi ville se denne udvikling, hvis ikke der blev gjort noget, siger Johan Forsell, retspolitisk ordfører for det konservative parti Moderaterne til SVT.

Han peger på, at regeringen har et ansvar for, at situationen er blevet, som den er.

Også lederen for Sverigedemokraterne er kritisk overfor regeringens håndtering.

- Det er en skandale, at det er kommet så langt. Regeringen har kapituleret og mistet grebet fuldstændig, siger partiets leder, Jimmie Åkeson.

Den svenske indenrigsminister, Mikael Damberg (S), siger, at det desværre er en udvikling, der er sket over lang tid.

Sveriges indenrigsminister Mikael Damberg fra Socialdemokratiet. Socialdemokraterne har haft regeringsmagten i Sverige siden 2014. (Foto: © 10060 Henrik Montgomery/TT, Scanpix)

- Man må ikke lade staten glemme de fattigste boligområder, lade bander rykke ind med narkotikasalg og lade dem sprede sig, siger han.

Ifølge DR's Europa-korrespondent Anna Gaarslev er det en selvfølge, at alle partierne erkender problemet.

- Man er nødt til at erkende det, for der er ikke nogen tvivl om, at det her, det er det, man vinder eller taber næste valg på, siger hun og fortsætter:

- Og derfor ser vi også en blodtørstig, borgerlig opposition fare lige i struben på regeringen. Simpelthen fordi det her er en god sag for en kritisk borgerlig opposition.

Danmarks tal er mangelfulde

Ifølge en rapport fra Justitsministeriet var 20 personer ofre for skuddrab i perioden 2012-2017 i Danmark.

Undersøgelsen baserer sig på primært på oplysninger fra udskrifter af domme, som er afsagt i perioden. Kun sager, hvor mindst én gerningsmand er dømt, er inkluderet. 150 ofre og 156 gerningsmænd er omfattet af analyserne.

Ifølge den svenske rapport mistede 58 personer livet på grund af vold i Danmark i 2018. I Sverige var det tal 108 samme år.

- Desværre er Danmark et af de lande med dokumenterede kvalitetsbrister i dødsårsagsdata, skriver det svenske kriminalpræventive råd.

- Analyser tyder dog uanset hvad ikke på nogen øget tendens i lighed med den, vi ser i Sverige. Selvom der har været en stigning i antallet af skuddrab fra 2012-2015 med et efterfølgende fald, fortsætter de.

Den svenske rapport fortæller, at der siden 2000 er sket et fald i skuddrab og vold med dødelig udgang generelt i Europa. Og særligt i de lande, der tidligere lå højt på listen over skuddræbte. Det er eksempelvis Finland, Balkan, Baltikum og Centraleuropa, har nedgangen været markant.