Sverigedemokrat afvist til #metoo-demonstration: 'Jeg var i chok'

Ifølge arrangørerne modarbejder det svenske parti de værdier, som kampagnen mod seksuelle overgreb står for.

Jessica Holmeberg er aktivt medlem af Sverigedemokraterne. (Foto: Jessica Holmeberg © PRIVATFOTO)

Svenske Jessica Holmeberg havde set frem til at dele sine personlige erfaringer med voldtægt og seksuelle overgreb, da hun i går skulle tale til en demonstration mod seksuelle krænkelser i universitetsbyen Uppsala, der ligger nordvest for Stockholm.

Demonstrationen var en del af de mange #metoo-demonstrationer mod sexchikane og seksuelle overgreb, der søndag løb af stablen i hele Sverige.

Og til at begynde med tog arrangørerne bag varmt imod Jessica Holmeberg.

Det var lige indtil, at det gik op for dem, at hun er aktivt medlem af det højrenationale parti Sverigedemokraterne.

'Som om de ikke tror på mig'

Ifølge Sara Fälting, som var en af arrangørerne bag, var #metoo-demonstrationen baseret på værdier som "ligestilling, antiracisme og lige rettigheder for alle".

- Sverigedemokraternes politik strider med det værdigrundlag, sagde Sara Fälting efterfølgende til avisen Uppsala Nya Tidning.

Hun tilføjede over for SVT, at hun håber, at Jessica Holmeberg en dag får lov til at fortælle sin historie.

- Det bliver bare i et andet forum.

Sagen har vakt opsigt i flere svenske medier. Og hovedpersonen selv er stadig påvirket af, at hun ikke fik lov til at dele sine oplevelser med de 700 andre deltagere, der var mødt op på Stora torget i Uppsala.

- Jeg er blevet både voldtaget og misbrugt, og det er vigtigt for mig at fortælle min historie, for jeg håber, at den kan være med til at hjælpe andre. Men jeg var i chok, da jeg fik at vide, at jeg ikke måtte deltage. Jeg blev både ked af det og stødt, og det er jeg stadig, siger Jessica Holmeberg til DR Nyheder.

- Jeg troede, at det var en ikke-politisk demonstration for kvinder, som vil hjælpe hinanden. Men det føles som om, at de ikke tror på mig.

Ville ikke tale om politik

Sverigedemokraterne er et af de mest omdebatterede svenske partier i nyere tid.

Det socialkonservative og nationalistiske parti, der befinder sig på den yderste højrefløj, blev grundlagt i 1988, og det har især gjort sig bemærket med en hård kurs over for indvandrere og udlændinge.

Og selvom Sverigedemokraterne fik 12,9 procent af stemmerne ved det seneste valg til det svenske folketing, Riksdagen, så har de andre partier valgt at holde det uden for landspolitisk indflydelse.

Jessica Holmeberg er aktivt medlem af Sverigedemokraterne og har været det i flere år.

Men hun havde ikke tænkt sig at tale om politik til demonstrationen.

- Ifølge arrangørerne går Sverigedemokraterne ikke ind for lige rettigheder for alle, og det var en af grundene til, at jeg ikke måtte tale. Men det passer ikke. Jeg ønsker at ændre Sverige, og jeg vil gerne forsvare mit land. Men det har bare ikke noget med mine personlige oplevelser at gøre, siger hun.

Henvendelser fra feminister

Siden Jessica Holmeberg blev afvist fra demonstrationen, har hun modtaget mange henvendelser.

Både fra andre medlemmer af Sverigedemokraterne, men også fra feminister på venstrefløjen, fortæller hun.

- De fleste er vrede over det. Og flere fra venstrefløjen støtter mig. De siger, at seksuelle overgreb ikke er et politisk spørgsmål, så opbakningen har været stor. Også større, end jeg havde regnet med.

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få en kommentar fra arrangøren, Sara Fälting.

Men hun har udtalt til P4 Uppland, at hun ikke har flere kommentarer til sagen.

Facebook
Twitter