Sveriges centralbank sænker renten

Den svenske centralbank har sænket den styrende udlånsrente. Og der er udsigt til flere svenske rentefald.

Den svenske centralbank har sænket den styrende udlånsrente. Og der er udsigt til flere svenske rentefald. (© Sveriges Riksbank)

Sveriges centralbank, Riksbanken, har torsdag sænket den styrende udlånsrente med 0,25 procentpoint til 1,50 procent.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

- Inflationspresset i svensk økonomi er lavt, og de økonomiske udsigter i Sverige er forværret som følge af udviklingen i omverdenen, skriver Riksbanken i en pressemeddelelse.

Smitter af

Riksbanken ændrede senest renten den 19. december. Her blev renten også sænket med 0,25 procentpoint.

Den europæiske Centralbank, ECB, fastholdte i begyndelsen af februar renten på rekordlave en procent. Det var dengang helt som ventet, at banken ville fastholde den lave rente.

Den lave rente i eurozonen smitter direkte af på den danske. Nationalbanken satte den 16. december sidste år renten ned fra 0,8 til 0,7 procent. I februar 1993 toppede den og lå på 13 procent.

Positiv

Den store svenske bank Swedbank er positiv over renteændringen i Sverige.

- Jeg synes, at det er godt. Jeg er glad for, at banken har taget den beslutning, selv om de ikke havde signaleret det, siger Cecilia Hermansson, cheføkonom i Swedbank, til TT.

Hun mener, at renten bør sænkes yderligere.

- Det ville være det bedste med hensyn til, hvor meget vi ligger under målet, også fordi vi ikke har en særskilt ekspansiv finanspolitik, siger hun Cecilia Hermansson.

Facebook
Twitter