Sveriges statsminister efter synagoge-angreb: Der er ikke plads til antisemitisme

Sikkerheden ved flere synagoger i Sverige er oprustet efter gårsdagens angreb i Göteborg.

I går aftes blev en synagoge i Göteborg angrebet med såkaldte molotov cocktails. (Foto: 9200 Adam Ihse/TT © Scanpix)

- Jeg er dybt forfærdet over angrebet på synagogen i Gøteborg i går, og at der blev opfordret til vold mod jøder under en demonstration i Malmø.

Sådan lyder ordene fra den svenske statsminister, Stefan Löfven, efter at en synagoge i Gøteborg blev angrebet med brandbomber lørdag aften, mens der var en ungdomsfest i gang i det jødiske forsamlingshus.

Det er anden gang i løbet af weekenden, at der bliver rettet hadefulde handlinger og ord mod jøder i Sverige. Fredag aften var omkring 200 mennesker forsamlet i Malmø, hvor de demonstrerede mod det jødiske samfund.

- Der er ikke plads til antisemitisme i vores samfund. Gerningsmændene skal stilles ansvar. Alle demokratiske kræfter skal nu arbejde sammen for et tolerant og åbent samfund, hvor alle føler sig trygge, siger Stefan Löfven.

Kobles til Trumps anerkendelse af Jerusalem

Formand for den jødiske forsamling i Göteborg, Allan Stutzinsky, var selv til stede i synagogen, da den blev angrebet.

- Vi vidste godt, at der var et forhøjet trusselsbillede mod jødiske institutioner, men det kommer alligevel som en overraskelse, at det her skulle ramme os, siger han.

Attentatet kommer bare et par dage efter, at den amerikanske præsident, Donald Trump, besluttede at anerkende Jerusalem som hovedstad i Israel og flytte USA's ambassade i landet fra Tel Aviv til Jerusalem. Det er en beslutning, som har vakt røre i store dele af Mellemøsten og resten af den arabiske verden.

Og ifølge den jødiske formand er der ikke tvivl om, at angrebet i Sverige kan ses i lyset af Trumps beslutning:

- Jeg ser en direkte kobling til Donald Trumps tilkendegivelse af, at USA flytter sin ambassade i Israel til Jerusalem, siger Allan Stutzinsky.

Ekstra sikkerhed

Sikkerheden omkring synagogerne er blevet forstærket flere steder i Sverige efter angrebet, skriver svenske SVT. Også i Malmø har politiet sat ind med flere sikkerhedsforanstaltninger end tidligere.

I løbet af natten til i dag har politiet i Gøteborg været på jagt efter de maskerede gerningsmænd, der kastede brandbomber mod synagogen, og søndag morgen blev tre personer anholdt.

- Tre personer er hentet ind til forhør, og efter forhøret har anklageren besluttet sig for at anholde dem, siger Peter Nordengard, vagthavende ved politiet i Region Vest, til SVT.

Det er uvist, om der er flere mistænkte i forbindelse med angrebet, og præcis hvor mange mennesker, der stod bag.

Vidner har dog fortalt, at de har set omkring 20 maskerede personer kaste brændende flasker fyldt med benzin - såkaldte molotovcocktails - ind i gården ved synagogen.

Facebook
Twitter