Sveriges statsminister: Frustrerende at den terrormistænkte ikke blev udvist i tide

Den formodede gerningsmand bag fredagens terrorangreb i Sverige skulle udvises af landet - men formåede at skjule sig for systemet.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, mener, det vil skade tilliden til systemet, hvis ikke det formår at følge sager om udvisninger til dørs. (Foto: ODD Andersen © Scanpix)

Den 39-årige usbeker, som mistænkes for at stå bag fredagens terrorangreb i Sverige, var i 2016 blevet udvist af Sverige, men forblev i landet.

Og dette er frustrerende, lyder det nu fra den svenske statsminister, Stefan Löfven, i kølvandet på søndagens mindehøjtidelighed i Stockholm.

- Det er frustrerende, at systemet ikke har formået at sørge for, at den formodede gerningsmand bag fredagens terrorangreb faktisk forlod landet, sagde han ifølge Aftonbladet.

- Vi er nødt til at forbedre vores evne til at eksekvere systemets afgørelser, sagde han endvidere, og tilføjede, at det er vigtigt - ikke mindst for tilliden til systemet.

Den mistænktes ansøgning om opholdstilladelse blev afvist i 2016, og de svenske immigrationsmyndigheder, Migrationsverket, gav ham en fire ugers frist til at forlade landet.

Da dette ikke skete, blev den mistænkte i 2017 efterlyst af politiet. Den terrormistænkte undveg derefter systemet ved blandt andet at oplyse en falsk adresse til det svenske politi.