Sveriges regeringsparti, Socialdemokraterna, støtter en svensk ansøgning om at blive optaget i forsvarsalliancen Nato.
Det meddeler partiet efter et møde, hvor netop en ansøgning er blevet drøftet.
- Det bedste for Sveriges sikkerhed og det svenske folk er at slutte sig til Nato, siger partileder og statsminister Magdalena Andersson på en pressekonference efter mødet.
- Vi mener, at Sverige har brug for de formelle sikkerhedsgarantier, der kommer med et Nato-medlemskab.
Dermed vil det svenske regeringsparti gøre op med mere end 200 års svensk neutralitet.
- Den militære alliancefrihed har tjent os godt, men den vil ikke tjene os godt i fremtiden, siger Magdalena Andersson.
- Hvis Sverige skulle blive det eneste land i Østersøregionen uden for Nato, ville vi ende i en sårbar position.
I en pressemeddelelse fra partiet står der, at Sverige i sin ansøgning vil skrive, at landet er imod at have atomvåben eller permanente udenlandske militærbaser på svensk territorium.
Magdalena Andersson siger på pressemødet, at selv om Sverige bliver medlem af Nato, kan landet godt fortsat arbejde for atomnedrustning. Hun siger også, at Sveriges sikkerhed vil være sårbar under ansøgningsprocessen.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har dog sagt, at der i denne fase kan etableres garantier.
Også Finland vil søge om Nato-medlemskab
Socialdemokraterna er Sveriges regeringsparti, og der er nu flertal i Riksdagen i Stockholm for at søge om optagelse.
Den endelige beslutning om at sende en ansøgning til Nato ventes at blive taget på et ekstraordinært møde i regeringen i den kommende uge.
En ansøgning er blevet aktuel efter Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar.
Det har fået de to ellers neutrale lande Finland og Sverige til i al hast at sætte gang i en proces om at melde sig ind i Nato.
Den svenske ansøgning kan være på vej til Nato inden for et par dage.
Finlands regering og præsident har meddelt, at de vil have Finland til at søge om at blive medlem af Nato, og mandag træffer Finlands parlament den formelle beslutning.
På forhånd har de 30 Nato-lande stillet sig positivt til at optage de to skandinaviske lande.
Dog med undtagelse af Tyrkiet, som er utilfreds med, at de to lande ifølge Tyrkiet huser kurdiske terrororganisationer.
Men Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde tidligere i dag under et møde blandt Natos udenrigsministre i Berlin, at han nu går i dialog med Tyrkiet.
Han venter, at tingene ordner sig.
/ritzau/Reuters