Svindlede sig ind i New Yorks elite: Nu skal hun i fængsel

28-årige Anna Sorokin skal afsone i mindst fire år for svindel og humbug med blandt andet hoteller og banker.

Anna Sorokin var pænt klædt på, da hun modtog straffen, og det er ikke tilfældigt. Hun har nemlig hyret en stylist til at klæde sig på under retssagen. (Foto: Pool)

Nætter på femstjernede hoteller, privatfly, eksklusive jetsetfester og designertøj i bunkevis.

Sådan kan livet være, hvis man er arving med millioner på bankbogen. Eller hvis man lader som om. Alle elementerne var i hvert fald at finde i det luksusliv, som tysk-russiske Anna Delvey levede i New York i fire år.

Problemet var bare, at Anna Delvey i virkeligheden hedder Anna Sorokin, er datter af en lastbilchauffør og slet ingen penge har.

Og nu er dommen i den mærkværdige sag faldet efter en månedlang retssag.

Overholder Anna Sorokin alle fængslets regler, skal hun afsone i fire år. Gør hun det ikke, kan hun ende med at sidde op til 12 år bag tremmer.

Det har staten New Yorks højesteret på Manhattan torsdag besluttet, skriver BBC.

I april blev hun dømt skyldig i at have begået underslæb, falskneri og tyveri for i omegnen af 1,5 millioner kroner.

Hvem er Anna Sorokin?

Anna Sorokin var tydeligt berørt, da hun torsdag modtog sin dom i New York (Foto: pool © Scanpix)

De amerikanske medier har længe været optaget af sagen om den unge bedrager.

De beskriver Anne Sorokin som en drømmer, der snød sig ind i ekstravagante kredse i New York, og som stjal og franarrede penge fra sin omgangskreds for at finansiere den luksuriøse livsstil, hun så brændende ønskede sig.

Hun er vokset op i en russisk middelklassefamilie, og udgav sig i årevis for at være en rig arving med smag for det søde liv.

I årevis gik hun udadtil under navnet Anna Delvey. Og hun kunne findes klædt i det nyeste design fra Gucci og Yves Saint Laurent i trendy hotelbarer i New York.

"Fake it until you make it", har Sorokins advokat tidligere sagt om hendes måde at leve på.

Sorokin spillede nemlig rollen som rig arving med så stor overbevisning, at hun blev en del af den sociale elite i New York.

TV-producer Shonda Rhimes skal formentlig lave Netflix-serien om Anna Sorokin. Det er Rimes, der står bag serier som Greys Hvide Verden og Scandal. (Foto: Andy Katz © Pacific Press)

Samtidig forsøgte hun at rejse penge til at skabe en eksklusiv kunstklub på Park Avenue South i New York. Hun fik City National Bank til at udbetale 100.000 dollar, og hun overtalte en direktør for et privat flyselskab til at lade hende flyve på kredit.

Stylist og Netflix-serie

Selv om Anna Sorokin skal i fængsel, tyder meget på, at verden ikke har set det sidste til hende.

Selv under retssagen har hun været bevidst om, at mange øjne hvilede på hende. Hun har blandt andet hyret en stylist, som tidligere har arbejdet med store stjerner, til at sammensætte et nyt designer-outfit til hver dag.

Billeder af tøjet er blevet delt på en Instagramkonto ved navn AnnaDelveyCourtLooks (Anna Delveys retssals-tøj, red.).

Samtidig er Anna Sorokins vilde svindelnummer lige nu ved at blive lavet om til en Netflix-serie.

Det er formentlig TV-og filmproducenten Shonda Rhimes, der blandt andet står bag populære serie 'Greys Hvide Verden', der skal producere serien, skriver BBC.

Facebook
Twitter