Sydafrika: Afrikanske udlændinge angribes med sten og køller under optøjer

Igen står afrikanske udlændinge for skud i de fattige kvarterer i Sydafrika. Nabolandene taler om at evakuere deres borgere.

En mand i Johannesburg går forbi med en udbrændt bil med en økse i hånden. (Foto: MUJAHID SAFODIEN © Scanpix)

Volden mod afrikanske udlændinge spreder sig i Sydafrika, hvor mindst seks personer døde efter grusom vold i flere af landets fattige kvarterer.

Indtil videre er seks personer blevet dræbt under optøjerne, som foregår i de fattige områder med sorte indbyggere og bunder i utilfredshed med arbejdsløshed og de enorme uligheder i det sydafrikanske samfund.

Urolighederne begyndte for 14 dage siden i byen Durban, men politiet rykker også ud mod demonstrationer i blandt andet Alexandra-bydelen i Johannesburg.

Enorm ulighed

Dorte Tietze, som er international partnerskabskoordinator i Mellemfolkeligt Samvirke, fortæller, at frustrationerne stammer helt tilbage fra begyndelsen af 1990'erne, hvor de sorte håbede på bedre tider efter et mørkt kapital med race-adskillelse, apartheid.

- Sydafrika er et meget komplekst samfund med store uligheder mellem en lille elite og en meget stor fattig befolkning, særligt på landet og i de sorte områder, siger Dorte Tietze.

- Mange af sydafrikanerne havde efter apartheiden sluttede i 1994 forhåbninger om, at fattigdommen nu skulle stoppes, og at situationen ville blive bedre. Og det er den så ikke blevet for store dele af befolkningen, som stadig lever i ekstrem fattigdom.

Brænder udlændinge af

Arbejdsløsheden er på 25 procent - i nogle af de fattige områder er den dobbelt så høj - og som andre steder på kloden får udlændinge skylden for de dårlige tider.

Det drejer sig særligt om udlændinge fra landene i den sydafrikanske region, og flere butikker med udenlandske ejere er blevet plyndret eller sat i brand. Samtidig beretter forskellige medier og organisationer om sagesløse mennesker, der får bank i gaderne.

En kvinde står og ser på ødelæggelserne i den butik, som hun plejer at leje ud til udlændinge. (Foto: KEVIN SUTHERLAND © Scanpix)

De utilfredse sydafrikanere skyr tilsyneladende ingen midler, fortæller Dorte Tietze. Nogle bliver banket med kæppe eller macheter, mens andre er blevet stenet. Og så er et uhyggeligt levn fra fortiden vækket til live.

- Man bruger nogle af de gamle metoder fra apartheid-systemet, hvor man tager bildæk og krænger ned over overkroppen og sætter ild til personen. Der er steninger - det er meget barske scener, siger Dorte Tietze.

Metoden blev brugt i 1980'erne af sydafrikanere, som støttede African National Congress (ANC), når de ville straffe personer, der angiveligt samarbejdede med apartheid-styret.

Politisk fordømmelse

Både lederen af Den Afrikanske Union, Robert Mugabe, og ledere rundt på det afrikanske kontinent har fordømt angrebene, og flere lande overvejer at evakuere deres borgere fra Sydafrika. Tusinder af udlændinge er alle flygtet.

I Sydafrika har præsident Jacob Zuma også vendt sig mod de voldelige protester, mens landets zulu-konge - som spiller en symbolsk rolle i Sydafrika - bliver beskyldt for at have opildnet til uroligheder, da han bad udlændinge om at "pakke deres ejendele og forlade landet".

Kongen har senere sagt, at han er blevet fejlciteret, men der er nogle personer, som bruger utilfredsheden populitisk, siger Dorte Tietze.

Et regionalt problem

Og det er nemmere at score billige point end at finde løsninger på problemet, for det sidste årtis gentagende angreb på immigranter og frustrationerne bunder i, at mulighederne i nabolande som Zimbabwe og Mozambique er værre end i Sydafrika.

regionens politikere er nødt til at arbejde sammen og tænke langsigtet, hvis ikke Sydafrika og de omkringliggende lande skal være i samme situation om yderligere to årtier.

Sidst Sydafrika oplevede voldsomme angreb mod udlændinge var i 2008. Dengang døde mindst 62 personer.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter