Sydafrikas kvinder i masseprotest mod bølge af voldtægter: 'Det er ude af kontrol'

DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, rapporterer fra Sydafrika, hvor en kvinde bliver dræbt hver tredje time.

"Mænd har blod på deres hænder", lyder teksten på et af skiltene fra dagens demonstration mod vold og drab på sydafrikanske kvinder. (Foto: Søren Bendixen © DR Nyheder)

Lucinda Evans råber ud over forsamlingen; "enough is enough!" – nok er nok. Foran hende står nogle hundrede demonstranter, der har trodset regnen foran landets parlament i Cape Town. De kræver forandringer, og det skal være nu.

- Det er ude af kontrol, vi er i en krisesituation som land lige nu. Vi er ikke sikre, og derfor er det her vores revolution i 2019, lyder det fra Lucinda Evans.

Lucinda Evans (t.h.) under dagens demonstration i Cape Town i Sydafrika. (Foto: Søren Bendixen © DR Nyheder)

Hun er kvindesagsforkæmper og har placeret sig i spidsen for en bevægelse, der kræver revolution i Sydafrika. Hun vil ikke omstyrte det politiske system, men derimod nogle mænds behandling af kvinder, og så vil hun have landets regering til at handle.

Hvis de ikke gør, ja, så skal vi nok finde en ny præsident næste gang, truer hun fra ladet af en lille lastbil, der agerer som scene ved dagens demonstration.

Hver tredje time

I forrige uge blev den årlige kriminalitets-statistik offentliggjort, og den viser med stor tydelighed, hvilken krise landet befinder sig i.

  • 21.022 drab (heraf 2.771 kvinder og 1.014 børn.)

  • 52.420 seksualforbrydelser (heraf 41.583 voldtægter)

Hver tredje time bliver en kvinde dræbt i Sydafrika. Antallet af seksuelle overgreb, heriblandt voldtægter, er steget med knap fem procent siden sidste år, og det vurderes, at det reelle antal voldtægter formentligt er langt højere, da mange kvinder aldrig anmelder overgrebene.

- Hver eneste dag er der nye historier om kvinder og børn, der bliver voldtaget. Børn, der bliver voldtaget af lærere eller buschauffører. Kvinder, der ikke kan gå sikkert hjem, lyder det fra Lucinda Evans.

Siden starten af september har tusindvis af kvinder og mænd indtaget gaderne i de større byer i Sydafrika. De har fået nok og har kaldt til kamp med slagord som, "er jeg den næste?", "min kusse er min egen" og "enough is enough". Bevægelsen har spredt sig med rekordfart, og i dag taler alle om, hvor udsat man er som kvinde i Sydafrika.

- Red vores søstre

Også i Danmark gik kvinder på gaden i protest mod vold og drab på kvinder i Sydafrika. I København var en gruppe samlet foran den sydafrikanske ambassade for at skabe opmærksomhed omkring problemet og vise solidaritet med Sydafrikas kvinder.

Det fortæller Asta Selloane Sekamane, som sammen med gruppen Global Aktion var arrangør på demonstrationen.

- Det er vigtigt at vise kvinderne i Sydafrika, at de ikke står alene med det her - at vi ser dem, at vi hører dem. Men det handler også om at sende et stærkt signal til den sydafrikanske regering om, at der også er øjne på dem ude fra verden, og at de skal gøre noget ved det her problem. Ikke bare for deres egne kvinders skyld, men for alle verdens kvinder, siger hun til DR Nyheder.

En lille del af forsamlingen foran ambassaden. Anden fra højre er Sydafrikas ambassadør i Danmark, Zindziswa Nobutho Mandela. Asta Selloane Sekamane, arrangør af demonstrationen, står til venstre i billedet med det højeste skilt. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall © DR Nyheder)

Også Sydafrikas ambassadør i Danmark, Zindziswa Nobutho Mandela, Nelson Mandelas yngste datter, var til stede og talte ved dagens demonstration.

Hun forstår godt kritikken af Sydafrikas regering og håber, at den nuværende politiske prioritering kan få sat en stopper for vold og drab på kvinder. Det kræver også opdragelse - ikke mindst af de sydafrikanske mænd, fortæller hun.

- Det her bør være en del af undervisningen i skolerne, hvor drenge også bør lære at være ansvarlige mennesker, at være godhjertede mennesker og at have en kollektiv definition af at være mænd, som ikke er på bekostning af kvinder, siger hun til DR Nyheder og fortsætter:

- Og når vi som politikere taler, så skal vi bruge tid på at tale om kvinders sag og behovet for at beskytte kvinder. Uanset hvor i samfundet, man befinder sig, bør man bruge den plads man kan finde, på at tale om det her og uddanne andre.

Sydafrikas ambassadør i Danmark, Zindziswa Nobutho Mandela. (Foto: Brian Dalsgaard Jensen © DR Nyheder)

Opbakning fra regeringen

I Sydafrika har regeringen indkaldt til krisemøder og er nu gået i gang med plan for at skabe ændringer.

Lige nu er det kun papir, men det handler både om strengere straffe, bedre hjælp til ofre og behandling af gerningsmænd, så de ikke gentager deres forbrydelser, når de kommer ud af fængsel.

Ved dagens demonstration lykkedes det også at lokke kvinde- og ungdomsminister Maite Nkoana-Mashabane ud i regnen, og hun leverede det folk ville høre:

Sydafrikanere trodsede i dag regnen i Cape Town, Sydafrika, for at demonstrere mod vold og drab på landets kvinder. (Foto: Søren Bendixen © DR Nyheder)

- Kvinder i Sydafrika, vi hører jer. Jeg er en kvinde, jeg har også en vagina, jeg er også en mor, jeg er også en bedstemor, og jeg er helt enige med jer. Nok er nok.

Lucinda Evans er glad for regeringens opbakning, men alle på gaden her er udmærket klar over, at det slet ikke er nok.

Skal man have stoppet voldsepidemien, så skal alle i det sydafrikanske samfund stå sammen og bekæmpe det uvæsen, som har fået lov at vokse sig meget større det seneste årti.