Samsung-arvingen Jay Y. Lee er blevet anholdt i Sydkorea for sin påståede rolle i en omfattede korruptionsskandale med forbindelser til landets præsident, Park Geun-hye.
Det oplyser anklagemyndigheden i landet ifølge nyhedsbureauet AFP.
48-årige Jay Y. Lee er en del af den øverste ledelse i Samsung Group og søn af Lee Kun-hee, som er bestyrelsesformand i Samsung, og en del af gruppens øverste ledelse.
Ifølge anklagemyndigheden har den sikret sig beviser mod Jay Y. Lee.
- Vi anerkender begrundelsen og nødvendigheden af anholdelsen, udtaler en dommer fra byretten i Seoul i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En talskvinde for Samsung - verdens største producent af smartphones - siger, at virksomheden ikke umiddelbart har nogen kommentar til anholdelsen.
Anklagerne mener, at Samsung har betalt godt 263 millioner kroner i bestikkelse til virksomheder og fonde med tilknytning til præsidentens veninde Choi Soon-sil.
Det skulle være sket for at sikre regeringens opbakning til en fusion mellem to af Samsung-gruppens virksomheder.
Den 60-årige Choi er den centrale person i sagen omkring den suspenderede præsident Park Geun-hye, der afventer en rigsretssag. De to har kendt hinanden gennem fire årtier.
/ritzau/