Sydkorea tiltaler Samsung-arving i stor korruptionsskandale

En af teknologigigantens øverste chefer kan se frem til tiltaler for bestikkelse og underslæb.

Anklagerne mener, at Samsung har betalt i alt 263 millioner kroner i bestikkelse til virksomheder med tilknytning til præsidentens veninde Choi Soon-sil. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

Anklagemyndigheden i Sydkorea har besluttet at rejse tiltale mod Samsung-chefen Jay Y. Lee og fire andre chefer for teknologigiganten.

Det oplyser en talsmand for en gruppe efterforskere, der har ansvaret for at undersøge en stor korruptionsskandale i landet.

Jay Y. Lee bliver tiltalt for bestikkelse, underslæb og flere andre lovovertrædelser.

Lee blev anholdt 17. februar på grund af sin formodede rolle i en stor korruptionsskandale med forbindelser til landets suspenderede præsident, Park Geun-hye.

48-årige Jay Y. Lee er en del af Samsungs øverste ledelse og søn af Lee Kun-hee, som er bestyrelsesformand i gruppen.

Anklagerne mener, at Samsung har betalt i alt 43 milliarder won - eller godt 263 millioner kroner - i bestikkelse til virksomheder med tilknytning til præsidentens veninde Choi Soon-sil.

Det skulle være sket for at sikre regeringens opbakning til en fusion mellem to af Samsung-gruppens virksomheder.

/ritzau/