Med over 890 bekræftede tilfælde er Sydkorea det land uden for Kina, der er hårdest ramt af coronavirus.
Myndighederne i det asiatiske land hævede derfor i weekenden alarmberedskabet til højeste niveau.
- Vi skal ikke lade os begrænse af regler eller tøve med at bruge usete og omfattende midler, lød det i den forbindelse fra den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in.
Og myndighederne ser ud til at sætte handling bag ordene.
I dag siger landets sundhedsministerium nemlig, at man vil teste over 200.000 medlemmer af en kristen sekt, som menes at være centrum for spredningen af virusset i Sydkorea, rapporterer Reuters.
Nyhedsbureauet skriver, at omkring 60 procent af smittetilfældene i landet er sporet tilbage til den såkaldte Shincheonji-menighed.
Kirke i fokus
Søndag meldte de koreanske myndigheder om 161 nye tilfælde - af dem var 115 sager knyttet til en kirke i den sydøstlige by Daegu.
Kirken er kommet i fokus, efter at det er kommet frem, at en 61-årig kvinde - kendt som "Patient 31" - deltog i flere gudstjenester, mens hun bar virusset. Hun menes at være en såkaldt superspreder og mistænkes for at være skyld i snesevis eller muligvis hundredvis af smittetilfælde.
Hvordan kvinden selv blev smittet, vides ikke.
Myndighederne har flere gange desinficeret området omkring kirken i millionbyen Daegu, hvor mange af smittetilfældene er sporet tilbage til:
Ifølge Reuters har lederen af Shincheonji-menigheden indvilliget i at udlevere navnene på samtlige medlemmer af gruppen - en liste, der vurderes til at rumme over 200.000 navne.
Myndighederne vil teste samtlige medlemmer "hurtigst muligt", lyder det fra statsministeriet.
- Det er essentielt at teste alle kirkemedlemmerne for at begrænse spredningen af virusset og lindre offentlighedens angst, lyder det.
Sydkoreas vicesundhedsminister, Kim Kang-lip, oplyser, at førsteprioriteten er at få testet 1300 kirkegængere, der viser symptomer på virusset.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er der i skrivende stund registeret over 80.000 tilfælde af coronavirus i 34 forskellige lande. Knap 2700 har mistet livet.