Sygdomsudbrud i Congo blusser op igen: Den hurtigste vækst af ebola nogensinde set

Militante grupper og mistro fra de lokale besværliggør behandlingen af sygdommen.

Ebola-sygdommen er stærkt smitsom. Her ses en sygeplejer, der bliver disinficeret efter at have båret på et barn, der mistænkes for at have sygdommen. (Foto: GORAN TOMASEVIC © Scanpix)

Netop som den dødelige og stærkt smitsomme ebola-virus så ud til at være bekæmpet, er et nyt udbrud blusset op med fuld kraft i Den Demokratiske Republik Congo.

72 mennesker blev sidste uge smittet, viser tal fra Verdenssundhedsorganisationen, der nu melder om den hurtigste vækst af ebola nogensinde set.

Nødhjælpsorganisationer er massivt til stede i landet, hvor mindst 679 mennesker indtil videre har mistet livet til sygdommen.

De deler alle frygten for en spredning til de omkringliggende lande, fortæller feltkoordinator i Læger uden Grænser Patrick Andrey, der er til stede i landet, til DR Nyheder.

- For en måned siden var det ikke noget, vi overvejede, men rent geografisk er muligheden der nu. Det ville være det værst tænkelige scenarie, siger han.

Ebola-udbrudet finder sted tæt ved grænsen til landene Uganda og Rwanda.

Indtil videre er over 1.000 mennesker smittet.

Vold bremser nødhjælp

Af samme grund er det nødvendigt at bekæmpe sygdommen hurtigst muligt, men det er særlig svært i et land som Congo, der ifølge DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, er et af de mest konfliktprægede i verden.

- Der er krig og fyldt med bevæbnede bander og paramilitære grupper, der generer befolkningen og hjælpearbejderne, siger han.

Læger uden Grænser har været nødt til at lukke flere af sine ebola-behandlingsklinikker af sikkerhedsmæssige årsager.

Trusler, vold og ildspåsættelse fra lokale militante grupper har gjort det usikkert at operere i landet, fortæller organisationens presseansvarlig, Souha Al-Mersal til DR Nyheder.

I februar fik Læger uden Grænser nedbrændt et behandlingscenter i DR Congo af lokale. (Foto: handout © Scanpix)

- Uden vores klinikker er de smittede nødt til at benytte sig af lokale sundhedscentre, hvor vi ikke kan sikre, at de bliver behandlet ordentligt - og hvor smitten nemt kan spredes, siger hun og peger på, at over halvdelen af dødsfaldene sker i de lokale centre.

Halvdelen af sidste uges ebola-tilfælde er sket uden for behandlingscentre, hvilket betyder, at der er større risiko for at smitte andre mennesker.

Konspirationsteorier og skepsis

Men det er ikke kun voldelig modstand, der gør det svært at bekæmpe sygdommen.

25 procent af befolkningen i Congo tror slet ikke på, at ebola eksisterer, og derfor undlader folk at søge hjælp.

Hos Læger uden Grænser er det største problem at overbevise de mennesker, der har oplevet sygdommen på førstehånd, men ikke stoler på, at de internationle nødhjælpsorganisationer vil dem det bedste.

Det fortæller feltkoordinator Patrick Andrey, der jævnligt bliver mødt med konspirationsteorier fra de lokale.

Det nordlige Kivu i DR Congo er et af de steder, der har været hårdt ramt af Ebola. (Foto: GORAN TOMASEVIC © Scanpix)

- Vi brugte på et tidspunkt en særlig slags termomenter, man holder over patientens hovedet for at måle temperatur. Men mange havde ikke set sådan et før, og der blev hurtigt spredt rygter i byen om, at det var et instrument, vi brugte til at injicere dem med sygdommen, siger han.

Derfor var organisationen nødt til at gå tilbage til klassiske termometre.

Patrick Andrey vurderer, at organisationen ikke har været god nok til at kommunikere sit formål med at være til stede i området.

- Meget hurtigt er flere organisationer mødt talstærkt op med mennesker, der for de lokale er fremmede. De taler ikke sproget, de er iklædt hvide rumdragter og har ikke været gode til at indgå i direkte dialog med de lokale, siger han.

- I organisationen er vi ret enige om, at det er det, der har skabt grobund for mistroen.

Facebook
Twitter