Sygeplejerske fængsles på livstid i Tyskland: Dræbte flere patienter

En sygeplejerske på et tysk hospital er blevet idømt fængsel på livstid for at have myrdet to patienter - og muligvis endnu flere.

Det var på paradoksal vis euforien over at redde patienters liv, der fik den mandlige sygeplejerske til at forgifte dem.

Og flere gange gik det galt.

En 38-årig sygeplejerske på et hospital i det nordlige Tyskland er blevet idømt fængsel på livstid, fordi han med fuldt overlæg har dræbt patienter.

Torsdag blev han dømt for at have dræbt to patienter, men han siger selv, at han mener at have 30 menneskeliv på samvittigheden.

- Jeg er meget ked af det, sagde han i retten i sidste uge.

Lig skal testes

I mandags oplyste myndighederne, at de nu vil grave de afdøde patienter op for at teste ligene for spor af den dødbringende medicin, han efter eget udsagn har brugt til at tage deres liv.

Mandens ugerninger fandt sted for ti år siden. Patienterne lå på en intensiv afdeling, og den 38-årige har tilstået, at han gav kritisk syge patienter dødelige doser hjertemedicin.

Når krisen så indtraf, kunne han træde til og vise sine færdigheder ved at redde dem fra at dø.

Eufori over at redde patienter

Det skal være sket på Delmenhorst-hospitalet nær Oldenburg, og det var en af hans kolleger, der i 2005 blev mistænksom over hans opførsel og tilkaldte politiet.

Manden har forklaret i retten, at han fik en euforisk følelse, når det lykkedes ham at bringe patienten tilbage til livet.

Omvendt var han knust, når det mislykkedes, hvilket altså ifølge ham skete 30 gange.

I alt gav han efter eget udsagn 90 kritisk syge patienter dødelige doser hjertemedicin.

Han har også forklaret, at han efter hver gang svor, at han ikke ville gøre det igen. Men det gjorde han alligevel.

200 dødsfald skal undersøges

Myndighederne oplyser, at de vil undersøge op til 200 dødsfald, der indtraf, da han arbejdede på hospitalet og på et andet hospital.

Den 38-årige mand er blot identificeret som Niels H., og domstolen har anbefalet, at han ikke benådes, når en benådning ifølge tysk retspleje normalt bliver vurderet efter 15 års afsoning.

I øvrigt afsoner han i øjeblikket en dom på syv og et halvt års fængsel for mordforsøg på hospitalet. Den dom fik han i 2008.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter