Syrien beder om hastemøde i FN's Sikkerhedsråd om Golanhøjderne

Det sker efter USA´s præsident Donald Trump har underskrevet et dekret, hvor USA anerkender Israels suverænitet over Golanhøjderne.

Syriske sikkerhedsstyrker patrujlerer ved grænsen til Israel i den syriske by Quneitra i Golanhøjderne (Foto: LOUAI BESHARA © Ritzau Scanpix)

Syrien beder FN's Sikkerhedsråd om et hastemøde om USA's anerkendelse af Golanhøjderne som en del af Israel.

Det fremgår af et brev fra Syrien til FN's Sikkerhedsråd, skriver nyhedsbureauet AFP.

Mandag underskrev USA's præsident, Donald Trump, et dekret, hvor USA anerkender Israels suverænitet over Golanhøjderne.

Israel erobrede området fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967 og erklærede det som en del af landet i 1981.

Internationalt har Israels annektering af det strategisk vigtige højdedrag aldrig været anerkendt. FN's Sikkerhedsråd fastslog i 1981, at det er besat syrisk territorium.

Den amerikanske beslutning blev straks fordømt fra syrisk side.

- Uanset hvor mange år, der er gået, ændrer dette ikke på, at Golan er besat syrisk område, sagde Syriens udenrigsminister, Walid al-Moualem, på stats-tv.

Syrien: Trump har ingen autoritet

Ifølge det syriske udenrigsministerium har Trump ikke autoritet til på egen hånd at "legitimere besættelsen" af Golanhøjderne.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra ministeriet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Beslutningen gør USA til araberes hovedfjende, står der i meddelelsen.

Syrien bliver støttet af blandt andet Den Arabiske Liga, som ligeledes holder fast i, at Golanhøjderne er syrisk territorium.

Fra flere sider har der lydt advarsler om, at USA's beslutning om at anerkende Israels ret til Golanhøjderne kan få vidtrækkende og farlige konsekvenser.

Rusland advarer USA

Rusland advarede mandag igen om en "ny bølge" af spændinger i Mellemøsten, efter Trump havde underskrevet dekretet.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er derimod begejstret for Trumps beslutning.

- Dette er i sandhed en historisk dag, sagde han i Washington, da dekretet blev underskrevet.

- Israel har været heldig at have mange amerikanske præsidenter som ven. Men Israel har aldrig haft en bedre ven end dig, lød det fra Netanyahu.

/ritzau/

Facebook
Twitter