Syrien fordømmer USA's angreb på luftbase

En guvernør i Homs-provinsen anklager USA for at støtte "terroristerne på jorden".

Den amerikanske præsident, Donald Trump, opfordrer "alle civiliserede nationer" til at hjælpe med at sikre, at nedslagtningen og blodsudgydelserne i Syrien stoppes. (Foto: SEAMAN FORD WILLIAMS / HANDOUT © Scanpix)

Flere end 50 amerikanske Tomahawk-krydsermissiler blev tidligt her til morgen – dansk tid – sendt af sted mod en syrisk luftbase i nær byen Homs.

En syrisk militærkilde siger ifølge Reuters, at angrebet har ført til tab.

Angrebet fra USA fordømmes af Syrien, der beskriver det som en aggression.

Guvernøren i Homs provinsen anklager desuden amerikanerne for at støtte "terroristerne på jorden".

- Jeg tror ikke – om Gud vil – at mennesketabene er store, men der er materiel skade. Vi håber, at der ikke er mange ofre og martyrer, siger guvernøren Talal Barazi ifølge Reuters.

Angrebet vil dog ikke få Syrien til at ændre sin politik eller ledelse i landet, siger guvernøren.

Fra sammenslutningen af syriske oppositionsfolk i Det Syriske Nationalråd lyder der ros til USA's angreb. Rådet udtaler desuden, at de håber, at USA vil fortsætte indsatsen for at stoppe den syriske regerings luftangreb og "brug af internationalt forbudte våben".

Det var på ordre fra USA’s præsident Donald Trump, at amerikansk militær sendte missiler afsted mod basen.

Målet var en luftbase, der er kontrolleret af det syriske regime, som amerikanerne mener stod bag et giftgasangreb mod Idlib-provinsen i tirsdags.

Under giftgasangrebet mistede mindst 86 mennesker mistede livet, herunder mindst 30 børn.

Luftangrebet er det første direkte militære skridt, som USA har taget over for præsident Bashar al-Assad i den seks år lange borgerkrig i Syrien.