Syrien-konflikten truer Vestens overherredømme i verden

Konflikten i Syrien skubber hårdt til en udvikling, hvor USA og Vesten i det hele taget får mindre magt i verden, mener eksperter.

Vladimir Putin og Barck Obama mødtes senest ved G20-topmødet i Sankt Petersborg. (Foto: © Yuri Kadobnov, Scanpix)

Tiderne hvor størstedelen af verdens lande kigger i USA's retning, når konflikter skriger på handling, kan være ovre.

I hvert fald positionerer lande som Rusland, Kina, Brasilien og Indien sig voldsomt i disse år. Og konflikten i Syrien vil få udviklingen i den nye verdensorden med USA i en mindre suveræn rolle til at intensivere, vurderer eksperter i international politik.

- Den vestlige verden har tabt indflydelse og anseelse, fordi der langt hen ad vejen har været dobbeltmoral forbundet med de ting, som vestlige lande har foretaget sig i de universelle værdiers navn, siger Karsten Jakob Møller, senioranalytiker og Rusland-ekspert ved Dansk Institut for Internationale Studier, med reference til blandt andet menneskerettighederne.

Rusland udstiller USA

USA kæmper lige i øjeblikket en hård kamp for at skaffe både national og international opbakning til et militært angreb mod Syrien, der beskyldes for at stå bag et giftgasangreb mod sin egen civilbefolkning i sidste måned.

Ruslands største krigsskib sejler lige nu rundt i Middelhavet og har øget spændingerne i Syrien-konflikten. (© Scanpix)

Særligt russerne stejler i spørgsmålet om intervention og har i flere omgange blokeret en resolution i FN's Sikkerhedsråd, ligesom den store nation har forsøgt at udstille amerikanernes besværligheder.

Det vil ikke nødvendigvis stoppe USA i forhold til et angreb på Syrien, men presset på præsident Barack Obama er steget i takt med de andre stormagters fremfærd, vurderer Tonny Brems Knudsen, lektor i international politik ved Aarhus Universitet.

- USA er ved at finde sig til rette i en rolle, hvor nationen er verdens stærkeste stormagt, men ikke verdens eneste supermagt. De er én blandt flere stormagter, men dog den stærkeste stormagt. Udfordringen for USA er at finde ud af, hvordan man skal evne at lede og sætte dagsorden i den situation, siger han.

Obama kan blive tvunget til magtanvendelse

Barack Obama har tidligere meldt ud, at USA's rolle i en ny verdensorden ikke indebærer flere landkrige, og at der helst skal ledes "fra bagsædet".

- Så den nye dagsorden er der allerede, men samtidig vil USA ikke slippe indflydelsensikkerhedspolitikken i for eksempel Mellemøsten. USA har truet med at bruge magt i Syrien og for at bevare troværdigheden, kan Obama blive nødt til at bruge den, siger Tonny Brems Knudsen.

Han mener dog, at særligt Rusland har overspillet sit kort i Syrien-konflikten indtil nu.

Ruslands største krigsskib sejler lige nu rundt i Middelhavet og har øget spændingerne i Syrien-konflikten. (© Scanpix)

- Putin har set en ny situation med stormagterne, hvor de bedre kan bruge deres vetoret i FN's Sikkerhedsråd. Men de har efter min vurdering forregnet sig ved at tro, at de bevidstløst kan trække vetokortet gang på gang uden at gå ind i realitetsforhandlinger om en mere balanceret beslutning, hvor der lægges et andet pres på Bashar al-Assad, siger Tonny Brems Knudsen.

Rusland håber på fortsat stilstand

Det er endnu uvist, om Obama vælger at indlede et militært angreb på Syrien, hvis Kongressen stemmer imod. Men i Moskva håber de, at amerikanerne lader sig skræmme af mangel på opbakning, vurderer Tonny Brems Knudsen.

- Russerne håber, at USA ikke udstiller, at man rent faktisk kan gå enegang uden om Kina og Rusland. Det er ærgerligt for de to lande, hvis USA viser, at landet stadig vil tilsidesætte vetoet i FN's Sikkerhedsråd, siger Tonny Brems Knudsen.

Det er formentlig på onsdag, at medlemmerne af Senatet skal stemme om et eventuelt angreb i Syrien. Fredag gælder det med al sandsynlighed afstemningen i Repræsentanternes Hus.