Syrien lægger landminer langs grænse

Syriske tropper er ved at grave landminer ned langs grænsen til Libanon. Officielt for at forhindre våbensmugling.

Mange syrere er flygtet over grænsen til Libanon under urolighederne i Syrien. (Foto: Joseph Eid © Scanpix/AFP)

Syrien er begyndt at grave landminer ned langs grænsen til Libanon. Det oplyser en talsmand for den syriske regering.

Landminerne skal forhindre våbensmuglere i at bringe våben ind over den syriske grænse, oplyser talsmanden til nyhedsbureauet AP.

Men under den syv måneder lange opstand mod præsident Bashar al-Assad er mange syrere flygtet over grænsen til Libanon, og minerne er det seneste tegn på, at Assad forsøger at undgå at gøre Libanon til et fristed for den syriske opposition.

Øjenvidner så 100 soldater

Oplysningerne bekræftes af flere øjenvidner på den libanesiske side af grænsen.

Tre indbyggere i grænsebyen Serhaniyeh har vist en af AP's journalister en lang sandbanke langs med grænsen, hvor syriske soldater skal have lagt minerne i jorden.

De fortæller, at omkring 100 soldater ankom til stedet torsdag og brugte hele dagen på at plante miner på den libanesiske side af grænsen.

Over 3000 dræbt

Flere end 3.000 er ifølge FN blevet dræbt, siden syrere begyndte at demonstrere mod Assads styre i marts.

Bashar al-Assad advarede i weekenden om, at Mellemøsten vil stå i flammer, hvis udlandet blander sig i konflikten i landet.

Facebook
Twitter