Tema Krigen i Syrien

Syrien truer med at skyde tyrkiske kampfly ned

Efter flere bombardementer siger Syriens militær, at tyrkiske kampfly bliver skudt ned, hvis de krydser grænsen.

Syriens militær vil skyde tyrkiske kampfly ned, hvis de igen kommer ind i syrisk luftrum. Det er meldingen, efter at Tyrkiet har udført en række bombeangreb i Syrien.

- Ethvert forsøg fra tyrkiske kampfly på igen at trænge ind i syrisk luftrum vil blive håndteret, De vil blive tvunget ned på jorden med alle tænkelige metoder, lyder meldingen fra militæret ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det tyrkiske luftvåben bombede sent i aftes områder, som kurdiske soldater havde erobret fra Islamisk Stat (IS) for nylig nord for byen Aleppo.

Syriens militær kalder bombetogtet en 'åbenlys aggression'.

Ifølge Tyrkiet blev mellem 160 og 200 soldater i den kurdiske milits De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) dræbt ved angrebet. Det var rettet mod 18 mål.

Tyrkiet er officielt med i den brede alliance, som kæmper mod IS. Alliancen er ledet af USA.

Den tyrkiske regering er dog blevet kritiseret for at være langt mere optaget af at bekæmpe kurdere end IS-soldater i Syrien.

/ritzau/