Syrien vil ophæve undtagelsestilstand

Den undtagelsestilstand, som har hersket i mere end 40 år i Syrien, er på vej til at blive ophævet.

De syriske myndigheder har flere gange slået hårdt ned på de demonstrerende, men nu åbner regimet tilsyneladende op for reformposen. Her er det protester i den syriske by Homs den 18. april. (© Scanpix)

Den syriske regering har godkendt en lov, som ændrer reglerne for demonstrationer, skriver det officielle nyhedsbureau Sanaa, mens store dele af befolkningen kræver politiske reformer.

En nødretslov, som har været i kraft siden 1963, har indskrænket de civile borgerrettigheder og forbyder offentlige forsamlinger, indskrænket bevægelsesfriheden og tillader anholdelser af enhver, som kan være en mulig fare for sikkerheden.

Ophævelsen af nødretsloven har været et centralt krav fra de regeringsfjendtlige demonstranter, som har protesteret siden den 15. marts.

Løfte fra Assad

Præsident Bashar al-Assad lovede i weekenden, at loven ville blive ændret. Ifølge Sanaa har regeringen nu vedtaget en lov, som skal træde i stedet for den ophævede lov.

Den syriske regerings beslutning medfører også, at den statslige sikkerhedsdomstol ophæves, skriver Sanaa.

Der kræves stadig en underskrift fra landets præsident Bashar al-Assad, før loven kan træde i kraft. Ifølge en statsadvokat er der dog blot tale om en formalitet.

Fire dræbt i dag

Tidligere i dag blev fire demonstranter meldt dræbt i Syrien efter sammenstød med sikkerhedsstyrker.

En menneskerettighedsaktivist siger, at syriske styrker affyrede skud mod hundredvis af demonstranter, der havde samlet sig i centrum af den syriske by Homs.

Facebook
Twitter