Tema Krigen i Syrien

Syrien: Voldsomme kampe i Aleppo

Syriske oprørere angriber Aleppos regeringsstyrker. Det sker i kølvandet på flere dages blodsudgydelser.

Syriske oprørsgrupper og regeringsstyrker udkæmper hårde kampe i storbyen Aleppo, efter at oprørere på ny har iværksat et angreb i de regeringskontrollerede områder af byen.

Det skriver BBC.

Angrebet kommer, efter at oprørerne uden held har forsøgt at generobre en vigtig forsyningsrute til byen.

Kampene brød ud mandag, og angrebet blev indledt fra flere fronter. Ifølge BBC har otte mennesker mistet livet, mens flere er blevet såret.

Regeringshæren fik torsdag kontrol over Castello-vejen, som er den eneste rute til Tyrkiet for oprørerne, som er forskanset i Aleppo. Omkring 250.000 mennesker anslås at bo i det berørte oprørskontrollerede område, skriver Reuters.

Søndag forsøgte oprørere at genvinde kontrollen med ruten. Her blev mindst 29 oprørere dræbt i kampe med syriske regeringsstyrker.

Det drejede sig særligt om soldater i de islamistiske grupperinger al-Sham og Nusrafronten, oplyste det London-baserede Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Præsident Bashar al-Assads styrker har forsøgt at afskære Castello-vejen i mere end to år. Regeringen er blevet anklaget for at belejre dele af Aleppo i et forsøg på at lægge pres på de oprørsstyrker, som opholder sig i byen.

Vejen løber til Aleppo fra grænsen til Syrien.

Før krigen var Aleppo et industrielt centrum for landet, men store dele af byen er blevet ødelagt i den årelange krig.

Du kan se billeder fra et regeringskontrolleret samt et oprørskontrolleret kvarter i Aleppo herover

/ritzau/