Syriens Demokratiske Styrker erklærer endelig sejr over Islamisk Stat: Sidste bastion nedkæmpet

Militsen SDF har nedkæmpet den sidste bastion af Islamisk Stat-krigere i Syrien, oplyser pressetalsmand.

Militsen Syriens Demokratiske Styrker (SDF), der er ført an af kurdiske styrker, oplyser lørdag morgen, at Islamisk Stats (IS) såkaldte "kalifat" er udryddet.

Militsens styrker har de seneste dage kæmpet med krigere fra Islamisk Stat i byen Baghouz, der beskrives som Islamisk Stats sidste bastion.

Og ifølge talsmand for SDF i det nordlige Syrien Mustafa Bali er de kampe endeligt vundet.

- SDF kan erklære en total elimination af det såkaldte kalifat og 100 procent territorial sejr over ISIL (anden betegnelse for Islamisk Stat, red.), skriver han på Twitter.

- På denne unikke dag mindes vi de tusinde martyrer, hvis offer gjorde sejren mulig.

Siden starten af marts har styrker fra SDF omringet Islamisk Stat-krigere i byen Baghouz.

Den sidste offensiv mod Islamisk Stat i Baghouz har ifølge Jyllands-Posten været udført af den amerikansk-ledede koalition, som støtter SDF-styrker fra luften.

Islamisk Stats sidste lomme i Syrien var omkring Baghouz mellem floden Eufrat og grænsen til Irak.

Forkert at tro, IS er slået

I begyndelsen af marts oplyste SDF, at der var omkring 1.000-1.500 krigere fra Islamisk Stat tilbage i området.

Siden har de gradvist overgivet sig.

USA's præsident, Donald Trump, erklærede allerede i går, at Islamisk Stat var 100 procent slået.

Til trods for præsidentens melding, var der fortsat meldinger om kampe omkring Baghouz.

Lørdag har SDF dog bekræftet, Det Hvide Hus' udmelding.

Men Islamisk kamp er ikke slået - kun nedkæmpet.

Kampe i Baghouz i Syrien har ødelagt store dele af den by, derifølge SDF nu er befriet fra Islamisk Stat. (Foto: Giuseppe Cacace © Scanpix)

Det vurderer Lars Cramer-Larsen, der er senioranalytiker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Det kalifat, som tidligere havde en udstrækning på størrelse med Storbritannien, er nu nedkæmpet, forstået på den måde, at den fysiske del er overstået.

- Men det vil være en fatal fejlslutning at tro, at Islamisk Stat er slået, siger Lars Cramer-Larsen.

Han fortæller, at gruppen allerede nu er i gang med at genetablere sig i for eksempel Irak.

Og selvom Islamisk Stat længe har været ved at miste kontrollen i Syrien, så vurderes terrororganisationen stadig at have flere tusinde tilhængere i landet.

Civile skjulte sig i byen

Under den sidste offensiv imod Islamisk Stat i Baghouz, blev det klart, at omkring 70.000 mennesker - heriblandt civile - skjulte sig i byen.

Og mange af dem er den seneste tid blevet evakueret fra kamphandlingerne i byen.

Islamisk Stat vandt i 2014 større udbredelse i Syrien, hvor de tog kontrollen over store landområder.

Den otte år lange krig i Syrien har kostet over 370.000 mennesker livet, hvoraf over 100.000 har været civile.

Det oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Islamisk Stat er en sunnimuslimsk væbnet gruppe, der kæmper for at oprette et islamisk kalifat i Mellemøsten.

Facebook
Twitter