Tema Krigen i Syrien

Syrisk markedsplads bombet: Mange dræbte og sårede

Redningsfolk er fortsat i gang med at redde overlevende efter kampflys bombeangreb på marked i Idlib.

Det menes at være russiske fly, der stod bag bombeangrebet på markedspladsen. (Foto: Ammar Abdullah © Scanpix)

Redningsfolk er fortsat i gang med at redde overlevende efter kampflys bombeangreb på marked i Idlib.

Uidentificerede kampfly har lørdag bombet en markedsplads i den syriske by Idlib, der kontrolleres af oprørere. Mindst 25 er dræbt, siger redningsarbejdere og beboere i byen.

Der er børn og kvinder blandt de dræbte. Adskillige er såret, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

Redningshold er fortsat i gang med eftersøgning og evakuering af overlevende fra murbrokkerne, fortæller to medlemmer af civilforsvaret.

De kilder, som nyhedsbureauet Reuters har været i kontakt med, mener, at russiske fly stod bag angrebet. Den antagelse baserer de på flyvehøjden.

Ifølge Reuters flyver de russiske fly højt på himlen under deres missioner i Syrien.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) siger, at mindst 24 personer er dræbt. Ifølge netværket, som koordineres af en mand i Storbritannien, er 90 personer såret.

Nogle af de dræbte skal ifølge SOHR været brændt til ukendelighed. Derfor er det ifølge netværket svært at sige, om de dræbte er civile.

En fotograf fra det franske nyhedsbureau AFP fortæller, at mænd i sandaler og tøfler går rundt i murbrokkerne og hjælper med evakuering.

Rusland og USA blev natten til lørdag enige om en fredsplan for Syrien. Den har Syriens regering lørdag eftermiddag ifølge statsmediet Sana godkendt - i hvert fald de første skridt af planen.

/ritzau/