Syrisk præsident takker Putin for støtte på besøg i Rusland

Bashar al-Assad har besøgt Ruslands præsident i Sotji, og her roste de to hinanden for kampen mod terror i Syrien.

Forholdet ser ud til at være godt mellem den syriske præsident Assad (tv) og Ruslands præsident, Vladimir Putin. (Foto: SPUTNIK © Scanpix)

Syriens præsident, Bashar al-Assad, har besøgt den russiske præsident, Valdimir Putin i den russiske by Sotji, oplyser Kreml.

Under mødet roste de to statsledere hinanden for et godt samarbejde i kampen mod terrorisme i Syrien, hvor Assads regeringsstyrker blandt andet får assistance fra Putins luftvåben i kampen mod den militante bevægelse Islamisk Stat.

Under besøget lykønskede Vladimir Putin sin syriske kollega med fremskridtene i kampen mod terrorisme.

Ifølge Vladimir Putin har Syrien næsten fuldendt kampen mod terrorisme.

Bashar al-Assad takkede i samme forbindelse for Ruslands politiske og militære støtte.

Den syriske præsident tilføjer, at han er klar til at fremme den politiske proces, efter at Syrien har besejret terroristerne i landet.

/ritzau/