Syriske kurdere bliver kvalt i egen succes

Det går så godt for kurderne med at bekæmpe IS i Syrien, at kurderne har kunnet indtage store landområder. Men det har også gjort kurderne til fjenden.

YPG-styrkerne har gjort en stor indsats i Syrien. De har haft succes med at bekæmpe Islamisk Stat og efterfølgende indtage de efterladte områder. Men det har fået både Tyrkiet og Syrien til også at rette kanonerne mod kurderne. (Foto: © DELIL SOULEIMAN, Scanpix)

Alle er enige om, at terrorgruppen Islamisk Stat skal fordrives. Men alle er ikke helt enige om, hvad der skal ske med landområderne, som Islamisk Stat flygter fra.

Kurderne i Syrien, ledet af den bevæbnede YPG-gruppe, har fundet deres egen løsning. De indtager nemlig de landområder, som IS efterlader sig. Og det har betydet, at tyrkerne har vendt kampvognene mod kurderne, og Assad smider bomber over kurdisk beboede byer.

- Tyrkiet vil for alt i verden undgå, at kurderne laver et "PKK-land" lige syd for grænsen. I tre årtier har fjenden været PKK, og da Tyrkiet betragter YPG i Syrien som et søsterparti til PKK i Tyrkiet, så kan tyrkerne ikke tillade YPG at udvide så kraftigt så tæt på grænsen, siger Deniz Serinci, der er redaktør på den dansk-kurdiske netavis Jiyan.dk.

Et horn i siden

Kurderne har ellers levet i forholdsvis frihed i det nordøstlige Syrien. Den syriske præsident, Bashar al-Assad, har givet kurderne lov til at leve i det område. Dog med et formål:

- Kurderne, og i særdeleshed YPG, skulle holde styr på området for Assad. De skulle sørge for, at der ikke kom oprør mod præsidenten. Til gengæld ville den syriske hær lade kurderne være i fred, siger Deniz Serinci.

Derfor overraskede det også mange, da Assads styrker forleden bombede kurdiske områder i byen Hasaka. Men det er også et udtryk for kurdernes fremrykning, siger Informations korrespondent i Mellemøsten, Lasse Ellegaard:

- Kurderne har længe været et horn i siden på både Tyrkiet og Syrien. Men pludselig er det bare blevet meget tydeligt og meget konkret, at de er der, siger Lasse Ellegaard.

Kort over de områder, som kurderne har indtaget i det nordlige Syrien. (© dr)

Tyrkiet bestemmer

Fremtiden for kurderne er meget usikker. De to store ubekendte er Tyrkiet og den syriske borgerkrig. Hvis den syriske præsident Bashar al-Assad vinder krigen, er det tvivlsomt, om han vil lade kurderne blive i landet på samme vilkår.

På den anden side står Tyrkiet og frygter et Kurdistan syd for grænsen. Og Lasse Ellegaard er ikke i tvivl om, hvad Tyrkiet gør, hvis ikke kurderne trækker sig tilbage.

- De tager ned og banker dem tilbage. De vil ikke drive dem ud af Syrien, men afvæbne dem, så de ikke længere udgør en trussel.

Deniz Serinci er dog anderledes håbefuld:

- Hvis Tyrkiet og PKK kan genoptage den fredsproces, som de indledte i 2013, så er der mulighed for, at Tyrkiet vil lade kurderne i Syrien være i de områder, de har taget. Hvis ikke de kommer til forhandlingsbordet, så fortsætter fjendtligheden fra tyrkisk side, siger Deniz Serinci.