Flere af Syriens væsentligste oppositionsgrupper udtaler mandag, at de lancerer et væbnet svar på det, som grupperne kalder regimets overtrædelser af aftalen om våbenhvile i landet.
- Efter en stigning i antallet af krænkelser fra regimets styrker, rettet mod folk på flugt og kontinuerlig bombning af beboelseskvarterer, erklærer vi begyndelsen på et væbnet svar, udtaler ti oprørsgrupper i en fælles erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.
Våbenhvilen, der er forhandlet på plads af Rusland og USA, er blevet brudt adskillige gange på det seneste, hvor kampe er blusset op i flere regioner - især omkring storbyen Aleppo.
Blandt de grupper, der har skrevet under på mandagens udtalelse, er Jaish al-Islam, der ifølge AFP betragtes som den mest magtfulde fraktion af oprørere i Ghouta, der er en forstad til hovedstaden, Damaskus, og en af oppositionens højborge.
En af nøglepersonerne i Jaish al-Islam er Mohammed Alloush, som er blandt forhandlerne for Syriens opposition, der i øjeblikket deltager i fredsforhandlingerne i Genève, som FN står i spidsen for.
Søndag opfordrede Mohammed Alloush til nye angreb på regimets styrker trods den vaklende våbenhvile.
- Stol ikke på regimet og vent ikke på dets medlidenhed, skrev han på Twitter.
- Angrib dem over alt.
/ritzau/AFP