Syv af ofrene for masseskyderi i München var teenagere

De ni døde ved gårsdagens nedskydning i München var unge, der boede i byen.

Fredagens skyderi startede foran en McDonald's og fortsatte til Olympia-centret i München. (Foto: Sven Hoppe © Scanpix)

Hovedparten af de ni ofre ved gårsdagens skuddrama var teenagere. Tre var 14 år, to var 15, en var 17 og en var 19. Desuden mistede en 20-årig og en 45-årig livet, da en 18-årig tysk-iransk mand skød uskyldige ofre ved shoppingcentret Olympia i München.

Det oplyser politidirektør Hubertus Andrä.

Alle ofre boede i München, men de kom fra Kosovo, Tyrkiet og Grækenland. Det oplyser de tre landes udenrigsministerier.

27 personer er kommet til skade ved angrebet, og af dem er 10 alvorligt såret.

Ifølge AP undersøger politiet i øjeblikket, om gerningsmanden har hacket en Facebook-profil for at lokke unge til shoppingcentret.

- Det ser ud til, at gerningsmanden inviterede til et gratis måltid i centret. Beskeden, der blev sendt fra en ung kvindes konto, opfordrede alle til at komme til centret på gerningstidspunktet, lyder det fra Robert Heimburger, chef for kriminalpolitiet i Bayern.

'Jeg vil give dig noget, hvis du vil have det, men ikke for dyrt', lød beskeden.

Ifølge Heimburger var beskeden forberedt og sendt ud af den 18-årige gerningsmand, og kvinden meldte kort tid efter, at hendes konto var blevet hacket.

Politiet undersøger også, hvordan det er lykkedes at få fat i det våben, som gerningsmanden brugte ved angrebet.

Facebook
Twitter