Syv dage i Nordkorea: 'Det er helt almindeligt at lyve og regne med, at man tror på det'

DR’s Asien-korrespondent har tilbragt en uge i Nordkorea - et land, hvor alle helst vil have dollar.

Pastelfarvede højhuse i Pyongyang. (Foto: Danish Siddiqui)

I denne uge var der topmøde mellem USA og Nordkorea i Vietnam.

DR's Asien-korrespondent, Philip Khokhar, tilbragte en uge i Nordkorea op til topmødet for at blive klogere på det lukkede land.

Topmødet endte ikke med en aftale om atomafrustning, i stedet fik Philip Khokhar set nogle sider af Nordkorea, han ikke havde regnet med.

Læs hans dagbog for ugen her:

Dag 1: Der rejser stadig masser af udlændinge til Nordkorea

Air Koryo fly i Beijing lufthavn (foto: Qunyi Zhang).

Jeg checker ind ved skranken i Beijing Lufthavns terminal 2 hos det statslige nordkoreanske flyselskab, Air Koryo.

Jeg troede, at flyet til Pyongyang ville være halvtomt, da jeg havde hørt, at turister og forretningsfolk udebliver på grund af sanktionerne mod Nordkorea. For eksempel er det ulovligt for amerikanere at rejse til det isolerede land.

Ved gaten i lufthavnen går det op for mig, at flyet næsten er fyldt.

Der er både mørkklædte nordkoreanske diplomater med emblemer med billeder af landets ledere på brystet, men også kinesiske forretningsfolk og en del østeuropæiske mænd, foruden en gruppe fra Iran. Der er endda enkelte afrikanere ombord på flyet og en kvinde med slør.

Nordkorea er åbenbart stadig et attraktiv sted at rejse til.

Dag 2: Selv små børn bliver en del af propagandaen

På min anden dag Pyongyang besøger jeg Mirae-skolen i det mest eftertragtede kvarter i Pyongyang. Eleverne arbejder på computere, og der er klasselokaler på niveau med de bedste i Dannmark.

I flere af lokalerne optræder børnene for mig med musikundervisning, gymnastikopvisning og taekwondo. Skolelederen fortæller mig, at det er en helt almindelig skole i Nordkorea.

Dag 3: Det er helt almindeligt at lyve og regne med, at man tror på det

Halvtom fabrik (foto: Qunyi Zhang).

I løbet af mit besøg blev jeg vist rundt på tre forskellige fabrikker.

En fabrik, der producerede elektroniske underholdningsprodukter, en skofabrik og en silkefabrik. Kun den sidstnævnte virkede som om, den reelt set havde en igangværende produktion. De to første fabrikker var stort set tomme for både ansatte og varer, da jeg blev vist rundt.

Selvom mine værter åbenlyst løj for mig, virkede det som, de troede, at jeg ville hoppe på historierne.

På skofabrikken spurgte jeg, hvorfor der var så få ansatte og fik svaret, at det var den store leder Kim Jong-un, der havde befalet, at fabrikken skulle spare på energien for at være mere klimavenlig.

Dag 4: Den mest populære valuta i landet, der hader USA, er amerikanske dollar

Arkivfoto af et portræt af Kim Il-sung på en 5000 won-seddel. (Foto: Carlos Barria)

I landet, hvor USA konsekvent bliver udråbt som den store fjende, vil alle helst have dollar.

Både på hotellet, hvor jeg bor og i de bedre forretninger rundt omkring i byen, er priserne i udgangspunkt i dollar. For eksempel koster en caffe latte på hotellet 5 dollar (cirka 33 kroner, red.), hvilket er en mindre formue for en almindelig nordkoreaner og mere end de i gennemsnit bruger på mad per person om dagen.

Jeg besøgte også et hospital med speciale i øjenoperationer. I hospitalets forretning, hvor patienter kan købe briller, er alle priser i dollar.

Typisk kan man også betale i euro eller den kinesiske valuta renminbi i Nordkorea. Den officielle valuta er won, men på grund af den høje inflation og frygt for landets økonomiske situation, ønsker ingen betaling i den, hvis de kan undgå det.

Dag 5: Jeg fik lov til at se noget af fattigdommen på landet

Mine værter tillod mig faktisk at køre gennem Nordkorea fra hovedstaden Pyongyang til byen Wonsan på østkysten. På turen, der tog fire timer på ekstremt hullede og ujævne veje, kunne jeg ved se, hvor fattig den nordkoreanske landbefolkning er.

Jeg så bønder, der pløjede marker med håndkraft og landsbyer, hvor husene var gamle og slidte.

Det var også tydeligt, at Nordkorea er på vej imod en økologisk katastrofe på grund af skovrydning. Vi kørte konstant forbi bjerge uden træer. Træerne er fældet over årene for at skaffe brænde i vinterkulden. Nordkorea har faktisk erkendt problemet og Kim Jong-un har erklæret "krig" imod skovrydning.

Dag 6: Der er luksus i Nordkorea – for dem med penge

I weekenden fik jeg lov til at besøge et skisportssted i nærheden af byen Wonsan.

Her har regimet bygget et skisportsområde med formålet at tiltrække hård udenlandsk valuta.

Hotelværelset til 150 amerikanske dollar, eller cirka 1000 kroner, kan fuldt ud sammenlignes med et fire- til femstjernet hotel i Europa eller USA. Minibaren byder på amerikansk Coca Cola, japansk whisky og rødvin fra Frankrig.

Lige uden for området bor ludfattige bønder. På grund af internationale sanktioner mod Nordkorea og frygten for at rejse dertil er der kun få udenlandske gæster på hotellet, der derfor især huser Kim Jong-un loyale, nordkoreanske elite.

Dag 7: Der findes også indbyggere, der elsker Kim Jong-un

På min sidste dag i Nordkorea besøgte jeg fabriksarbejderen Son Sern Hui, der bor i en fireværelses lejlighed i Pyongyang. Hendes mand er universitetsprofessor, og da Kim Jong-un har befalet, at landets forskere skal forkæles ekstra meget, har familien fået en særligt god lejlighed i centrum af hovedstaden.

Son Sern Hei støtter styret af hele sit hjerte. Det var i hvert fald mit indtryk, da jeg besøgte hende.

Selv i de værste diktaturer er der altid en del af befolkningen, der bliver behandlet bedre end majoriteten.

Det er helt umuligt for diktatorer at bevare magten, hvis ikke en del af befolkningen grundlæggende er tilfreds med status quo.

Facebook
Twitter