Syv sydkoreanske turister er døde i kæntringsulykke i Budapest

Ungarske redningsfolk eftersøger flere personer, efter at en flodbåd er sunket i Donau-floden i Budapest.

(Foto: Bernadett Szabo © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Syv personer har mistet livet, og 21 er fortsat savnet, efter en båd med sydkoreanske turister sank i Donau-floden i det centrale Budapest sent onsdag aften.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af oplysninger fra ungarsk stats-tv.

Turistbåden havde 33 passagerer om bord, alle sydkoreanere. Derudover havde båden to ungarske besætningsmedlemmer.

Det bekræfter ungarsk politi samt det sydkoreanske udenrigsministerium natten til torsdag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Båden lå angiveligt fortøjet nær den ungarske parlamentsbygning i det centrale Budapest, da den blev ramt af et andet fartøj. Båden vendte derefter bunden i vejret og sank.

Flere redningsfartøjer - heriblandt et brandslukningsfartøj - arbejder fortsat i området. Ungarns militær deltager også i redningsarbejdet.

Den sunkne båd er blevet lokaliseret nær Margrethe-broen, der er én af syv broer, der forbinder hovedstadens to bydele, Buda og Pest.

En talsmand for ungarsk politi, Kristof Gal, udtaler natten til torsdag, at redningsfartøjernes eftersøgning strækker sig over flere kilometer af Donau-flodens løb.

Donau-floden oplever i øjeblikket forhøjede vandstande og kraftig strøm som følge af massiv nedbør de seneste dage. Dette har besværliggjort redningsarbejdet, siger en talsmand for Ungarns nationale ambulancevæsen ifølge Reuters.

Flere af de overlevende er blevet bragt til nærliggende hospitaler, og deres tilstand er i øjeblikket stabil, tilføjes det.

Sent onsdag kunne lokale nyhedsmedier beskrive, at liget af en af de omkomne blev fundet ved Petofi-broen, der ligger cirka tre kilometer fra ulykkesstedet.

Ifølge nyhedsbureauet AP tilhørte den sunkne turistbåd selskabet Panorama Deck Company, og ifølge selskabets hjemmeside var båden en af de mindste i en flåde på adskillige både, der sejler turister rundt på floden.

En talsmand for Panorama Deck Company siger til ungarsk stats-tv, at båden var på "en helt almindelig sightseeingtur på floden", da ulykken skete.

Båden har angiveligt modtaget tekniske eftersyn regelmæssigt, og der har ikke været meldinger om tekniske problemer, siger selskabet.

Ungarsk politi har ifølge Reuters indstillet al bådtrafik på floden, mens redningsarbejdet pågår.

/ritzau/

Facebook
Twitter