Tåregas og frustration i Paris: Milliard-indsamling til genopbygning af Notre Dame puster til vreden hos De Gule Veste

Stemningen er meget anspændt, siger DR's korrespondent Stéphanie Surrugue fra den franske hovedstad.

189 er anholdt ved De Gule Veste-demonstration i Paris i dag. (Foto: LIONEL BONAVENTURE © Scanpix)

Politiet fyrer tåregas af i Frankrig for at stoppe De Gule Veste-demonstranter, der tænder bål i gaden eller laver hærværk på anden vis.

227 er indtil nu blevet anholdt blandt de cirka 9.000 demonstranter i Paris.

Og stemningen er meget anspændt i den franske hovedstad, hvor der både er stor frustration og tåregas i luften, fortæller DR's internationale korrespondent Stéphanie Surrugue, der befinder sig i Paris:

- Nogle af Frankrigs rigeste familier og virksomheder har på rekordtid og få døgn indsamlet svimlende milliardbeløb til genopbygningen af Notre Dame. Der er nærmest gået konkurrence i at donere flest penge, fortæller hun, mens hun selv er gået i læ for tåregassen.

14 betjente er blevet såret under dagens demonstrationer, lyder det fra den franske indenrigsminister Christophe Castaner.

Samlet set har næsten 27.900 franskmænd her til eftermiddag været på gaden på landsplan ifølge Indenrigsministeriet i Frankrig her til aften, hvor 60.000 politibetjente er sat af til dagens demonstrationer i hele landet. I dag har politiet foretaget flere end 20.000 'præventive kontroller'.

17 demonstranter er blevet anholdt i Toulouse.

  • Demonstrationerne har førhen ført uro med sig, og i dag er ruder også blevet smadret i Paris. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)
  • 189 er indtilvidere blevet anholdt i Paris. (Foto: Julien de Rosa © Scanpix)
  • Politiet har brugt tåregas mod demonstranterne på gaden i Frankrig i dag. (Foto: Zakaria Abdelkafi © Scanpix)
  • Demonstranterne sætter ild i gaderne til De Gule Veste-demonstration i dag. (Foto: Zakaria Abdelkafi © Scanpix)
  • Knap 7.000 var mødt op til demonstration i Paris i dag. (Foto: LIONEL BONAVENTURE © Scanpix)
  • For 23. uge i træk demonstrerer De Gule Veste på gaderne i Frankrig. (Foto: Zakaria Abdelkafi © Scanpix)
1 / 6

De Gule Veste har demonstreret hver lørdag siden november, men dagens demonstration er den første efter branden på Notre Dame-kirken.

Donationer har udløst stor vrede

Notre Dame brændte delvist ned mandag. Sidenhen har Frankrig nærmest været i landesorg, og gløderne efter mandagens brand var nærmest ikke brændt ud, før donationer til genopbygningen begyndte at trille ind.

- Det sker altså samtidig med, at Frankrig oplever et socialt oprør med masser af fattige mennesker på gaden. Over 8,8 millioner franskmænd lever under fattigdomsgrænsen, fortæller Stéphanie Surrugue, der selv har bopæl i Paris.

- Det viser, der er nogle meget dybe lommer her i landet, mener De Gule Veste, der gennem måneder har fået at vide: 'Det kan godt være, I er fattige, men vi har ikke nogen penge til at hjælpe jer'. Det har udløst meget stor vrede.

De Gule Veste kæmper for mere økonomisk lighed i Frankrig, og det er ikke første gang, at demonstranter har sat gaderne i brand.

Tidligere har protesterne ført til kast med brosten mod politiet, ildspåsættelse i bygninger og biler og hærværk af grov karakter.

Det franske politi har førhen svaret igen med både tåregas og vandkanoner over for de voldelige aktivister.

'Vi er tilsyneladende ligegyldige'

Vreden over donationerne til genopbygningen af Notre Dame er ikke en kritik af genopbygningen af den ikoniske katedral, men handler om hvor tydeligt det nu er for alle franskmænd, hvor ulige økonomien er i landet, fortalte Stéphanie Surruge tidligere på ugen.

Og det er præcis også den kritik, der er blandt de demonstranter, DR Nyheder i dag møder på gaden i Paris:

- Det er godt, at de giver penge til velgørende formål, men det er jo ikke normalt. Vi har demonstreret siden 17. november 2018, og vi har intet opnået, man lytter ikke til os. De mennesker er svine-rige, men de betaler mindst muligt i skat, lyder det fra Josette, der til daglig er receptionist.

To af demonstranterne til De Gule Vestes demonstration i Paris i dag - Daniel og Josette. (Foto: Stéphanie Surrugue)

- Når man ser en virksomhed hive 100 eller 200 millioner euro op af lommen, som når vi andre hiver 20 cent op af lommen, er det altså oprørende, siger pensionisten Daniel og uddyber:

- Notre Dame er et historisk monument, en smuk katedral, og det er vigtigt, at den bliver genopbygget. Men det er både smukt og skandaløst, for vi har demonstreret 23 uger i træk, fattige mennesker, små pensionister, og vi er tilsyneladende ligegyldige.

'Generelt en god stemning'

I store dele af demonstrationen i Paris i dag har der alligevel været god stemning, og det er derfor et fåtal af de fremmødte, der er voldelige.

- Dem, der så er voldelige, er en blanding af gule veste og sort-klædte aktivister, siger Stéphanie Surrugue, hvoraf nogle af dem virkede som om, de var opsat på konfrontationer med politiet.

De lagde ud med at råbe skældsord mod politiet fra morgenstunden af, fortæller hun.

- I løbet af dagen er det ikke længere kun skældsord, der flyver gennem luften, men også brosten mod politiet, der svarer håndfast og gavmildt igen med både tåregas og vandkanoner, siger korrespondenten.

- For hver brosten, der sendes den ene vej, sendes der tåregas retur fra politiet, og så stiger frustrationerne.

Det var også tydeligt at se splittelsen i det franske folk på gaden i Paris i dag, da der både var klapsalver og råb af politiet på én og samme tid, siger Stéphanie Surrugue:

- På den ene side ser man gule veste og sortklædte aktivister buhe og kaste brosten mod politiet og på den anden side lokalbefolkningen fra Paris, der står og klapper af politiet, fordi de er trætte af De Gule Veste, optøjer og smadrede ruder.

Opdateret med flere citater fra DR's internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue, med nyeste antal af demonstranter og anholdte fra Indenrigsministeriet i Frankrig samt antallet af sårede betjente.

Facebook
Twitter