Taber skaber spænding om magtkamp i Brasilien

Marina Silva giver sin opbakning til Aécio Neves forud for anden valgrunde i Brasilien.

Marina Silva sad som miljøminister fra 2003 til 2008. (Foto: NACHO DOCE © Scanpix)

De to udfordrere ved det brasilianske valg, som løb af stablen søndag 5. oktober, Marina Silva og Aécio Neves, danner nu fælles front i kampen mod den siddende præsident Dilma Rousseff.

Marina Silva, som fik 21,3 procent af stemmerne i første valgrunde, har officielt valgt at støtte Aécio Neves, der fik opbakning fra 33,5 procent af brasilianerne. Det skriver BBC. Anden valgrunde finder sted 26. oktober.

Aécio Neves fra partiet PSDB har brug for opbakningen, hvis han skal vinde over Dilma Rousseff, leder af det socialistiske arbejderparti PT, som ved sidste søndags valg fik 41,5 procent af stemmerne.

Én enhed

Ifølge Silva er det Neves' forpligtelser i forhold til blandt andet jordreformer og miljøet, som har fået hende til at pege på PSDB-lederen.

- Valgresultatet viser, at flertallet af brasilianerne ønsker forandring, siger Silva, som var miljøminister fra 2003 til 2008.

Aécio Neves modtager støtten med glæde.

- Vi er nu én enhed med ét projekt om at hjælpe Brasilien og alle brasilianere, siger Neves.

Overhalet af Neves

Silva lignede ellers længe førsteudfordreren til Dilma Rousseff, der har siddet som præsident siden 2010. Men i løbet af valgkampens sidste uger faldt opbakningen til hendes projekt, og hun måtte se sig overhalet af Aécio Neves.

Marina Silva frygter dog ikke for vælgernes reaktion på støtten.

- Jeg foretrækker at blive kritiseret for mine valg, mens jeg kæmper for, hvad jeg tror på, og hvad jeg mener, er bedst for Brasilien, siger Marina Silva.

Hun overtog lederskabet af centrum-venstrepartiet PSB efter den forhenværende leder Eduardo Campos omkom i et flystyrt i august i år.

Det ventes, at Aécio Neves med Silva-støtte har gode muligheder for at vinde anden valgrunde og dermed blive præsident i Brasilien.

Facebook
Twitter