Tætte køer og timelang ventetid: Hjemvendte amerikanere strandet i lufthavne

De skal testes for corona, før de må vende helt hjem.

O'Hare Airport er en af de mest travle i verden. (Foto: scott olson © Scanpix)

Al håndsprit er brugt op, og tusindvis af hjemvendte amerikanere står lige nu som sild i en tønde i flere af de amerikanske lufthavne og venter på at få lov til at komme hjem.

Og der kan de komme til at vente rigtig længe.

For på grund af coronavirusset skal alle passagerer, der flyver ind fra Europa, gennem en grundig og tidskrævende screening.

- Vær opmærksom på, at passagertjek tager længere tid end normalt på grund af Covid19-screening af passagerer, der ankommer fra Europa, skriver eksempelvis O'Hare lufthavn på de sociale medier.

Og på Twitter bliver der delt billeder, der viser, hvad de hjemvendte amerikanere står over for.

Især er der lige nu ekstralang ventetid i Chicago, i Kennedy International Airport i New York og i lufthavnen DSW i Dallas.

Hoster og nyser

En af dem, der venter i køen, skriver sådan her:

"4-6 timers kø her i Chicago. Jeg har fået nogle venner. Kun nogle få episoder med alphahanner, der forsøger at kæmpe med kontrollørerne. Har misset mit fly til Los Angeles."

Andre beretter, at folk hoster og nyser, og at mange deler kuglepenne for at udfylde nødvendige papirer.

Fredag advarede ministeriet for indenlandsk sikkerhed (DHS) amerikanere, der vender hjem fra Europa, Kina og Iran, om, at de kunne forvente at skulle igennem en grundig undersøgelse.

Og det er altså den undersøgelse, der lige nu skaber ventetid i amerikanske lufthavne.

Tvunget til at stå tæt

Ifølge DHS bliver der lige nu arbejdet på at finde en løsning på, hvordan man kan sætte tempoet op i lufthavnene.

Det skriver ministeriet på Twitter.

Men den melding er ikke nok til at få de frustrerede amerikanere til at køle ned.

Mange er sure over, at de er tvunget til at stå så tæt, at de potentielt kan smitte hinanden på kryds og tværs med coronavirus, mens de venter på at blive undersøgt for, om de er syge.

Og flere retter deres vrede mod den amerikanske regering.

Det gælder både folk på Twitter, men også guvernør i Illinois, hvor Chicago ligger, Jay Robert Pritzker.

- Regeringen er nødt til at få styr på lortet (...). Køerne er uacceptable og skal håndteres med det samme. Donald Trump, du bliver nødt til at gøre noget nu, skriver han på Twitter.

Trump har endnu ikke kommenteret på de lange køer.

Kun få lufthavne i USA tager stadig imod fly fra Europa. Det skriver Washington Post.

Fredag trådte der nemlig et indrejseforbud fra Det Hvide Hus i kraft, der betyder, at rejsende fra lande, der er med i Schengen-samarbejdet ikke kan rejse til USA i 30 dage.

Da Danmark er med i Schengen-samarbejdet, er vi som land omfattet af restriktionerne.

2.866 mennesker er i skrivende stund konstateret smittet med corona i USA.

Her er symptomerne på coronavirus:

Facebook
Twitter