På hotelværelset i Talibans højborg i Afghanistans Kandahar-provins logger jeg ind på det trådløse internet med tidsåndens kodeord, som receptionisten har oplyst mig.

“Welcome1996”

Velkommen tilbage. Til året 1996, hvor Taliban første gang tog magten i Afghanistan, og i tiden frem til den amerikansk ledede invasion i 2001 indførte et ultrakonservativt regime med drakoniske love. Dengang styrede de ekstremistiske islamister afghanernes liv helt ind i privaten og indskrænkede livsudfoldelsen for især kvinder og minoriteter.

Hvis Taliban version 2.0 er moderne og forandret siden deres sidste regeringstid, fremgår det ikke umiddelbart tydeligt.

Efter at Taliban tog magten i august sidste år, former det ene nye dekret efter det andet afghanernes liv. Selvom der er intern splittelse i Taliban om Afghanistans vej frem, når det gælder politik om befolkningens sociale liv, har styret alligevel kigget sig over skulderen mod halvfemserne. Dyrkelsen af fortiden ser forskellig ud, afhængig af i hvilken af Afghanistans 34 provinser man befinder sig.

Helt centralt har Taliban i hovedstaden genoplivet en hjørnesten i deres magtudøvelse.

Ministeriet til bekæmpelse af laster og fremmelse af dyder - på godt dansk vel nok moralministeriet - er tilbage med fangarme rundt i landet gennem lokale direktorater i provinsernes hovedbyer. I begyndelsen overtog ministeriet den bygning i Kabul, der under den forhenværende vestligt støttede regering husede kvindeministeriet. Moralens ministerium er nu flyttet i andre lokaler, mens der stadig ikke findes noget kvindeministerium.

I Kabul hænger bannere med illustration af, hvordan kvinder bør dække krop og ansigt til. Lever de gentagne gange ikke op til kravene, venter der en straf – til kvindernes mandlige familiemedlemmer.

Det er ifølge ministeriets talsmand Guds love, som Taliban indfører.

- Regler for kvinders tildækning er meget klare i Koranen og Hadith. Det er ikke vores lov men Guds lov. Vi overleverer den besked til folket, fortæller Aqif Mujahir, der tager imod os i et helt nøgent lokale og af respekt for mig ikke ser mig direkte i øjnene under samtalen.

Ministeriet har over hele landet ansat hold af islamiske lærde, som patruljerer i det offentlige rum. De går rundt i grupper i hvid beklædning ude blandt folket. På gaden. I skoler og på universiteter. På markeder. I moskeen. Og i parkerne, der er blevet kønsopdelt.

Det betyder, at afghanske familier med børn ikke længere kan nyde en frokost i det grønne. For enten er der adgang for mor og børn. Eller far og børn. Og på mandedagen, en fredag i en af Kabuls parker, har mændene taget flere våben end børn med.

- Vores hold overgiver beskeden til folket og fortæller dem, hvad der er godt og dårligt, og hvad der ikke er tilladt. På den måde kan vi bygge et samfund i overensstemmelse med de gode dyder, siger Aqif Mujahir og viser, hvilke tre slags længder Taliban-krigeres hår må have.

- Det må ikke nå ned over skulderen. Den længde havde Profeten ikke, og når det bliver så langt, ligner de kvinder, siger talsmanden.

Selvom moralens vogtere går rundt i gaderne, er det ikke med samme pisk og afstraffelse, som det tog sig ud i halvfemserne. Men afghanere fortæller om uroen over de hvidklædte mænd. Ikke mindst efter en omfattende razzia tidligere på året, hvor Taliban gennemsøgte folks private hjem i det meste af Kabul med forklaringen om, at de ledte efter fjender.

- Det er bare begyndelsen. Langsomt ser vi, at de ruller deres ideologi ud. Og den udvikling, vi ser i de sydlige provinser, vil komme til hovedstaden på et tidspunkt, siger en afghansk mand, der arbejder for en humanitær FN-organisation i Kabul.

I den sydlige Kandahar-provins, der er Talibans fødested, har ministeriets direktorat netop udsendt nye dekreter. Kvinder må ikke sidde på forsædet i køretøjer. Barberer må ikke længere trimme mænds skæg. Musik er bandlyst i radioen og på offentlige steder.

- Vores pashtunske tradition, vores pashtunske sangere er nu bandlyst, sukker en restaurant-ejer, der også kæmper med forbuddet mod at ryge vandpibe.

- Jeg var henne ved direktoratet i dag for at spørge, om vi ikke nok kan fortsætte med at ryge vandpibe. Det har frataget mig en stor del af min indkomst, og vi står midt i en økonomisk krise, siger han.

Selvom Taliban nyder opbakning i Kandahar-provinsen, lyder der kritik indenfor i lukkede, private hjem.

I en landsby udsmykker pashtunske kvinder min underarm med henna. Om huset rejser sig en lerklinet mur, og på en pude i stuen ligger en bog om den pakistanske nobelprismodtager Malala Yousafzai, der som ung pige overlevede et skud i hovedet fra Taliban. I stedet for at dø blev hun til en verdenskendt aktivist for pigers uddannelse, menneskerettighedsforkæmper og feminist.

- Jeg elsker Malala. Jeg vil være Malala i Afghanistan, siger den unge kvinde, mens hun fylder kager i skåle.

De søde sager er købt på markedet og er pakket i pap fra en æske, der har indeholdt 12 styks Heineken flaskeøl.

Om morgenen og om eftermiddagen underviser hun piger i gården. Selv vil hun til storbyen og læse på universitetet. Heller ikke herude på landet forstår de Talibans fortsatte forbud mod uddannelse for piger fra 7.-12. klasse.

- Hvis ikke jeg allerede havde min eksamen fra 12. klasse, hvordan skulle jeg så komme på universitetet, spørger den unge kvinde.

Talibans lederskab pendler med kommercielt fly mellem hovedstaden Kabul og deres base og bagland i Kandahar. Den ene vej flyver jeg med Talibans udenrigsminister. Den anden vej med nøglefiguren og Talibans medgrundlægger Mullah Baradar, der forhandlede tilbagetrækningsaftalen på plads med amerikanerne i Qatar, som banede vejen for magtovertagelsen.

Piloterne hilser med brede, kunstige smil på mullahen på række et og inviterer ham straks til at sidde i cockpittet på hele flyveturen. I øjeblikket har de fleste afghanere behov for at holde sig venner med Taliban. Også selvom det ikke føles rigtigt indeni.

Men samtidig har afghanerne brug for at overleve. Hos en barber i Kandahar-provinsens hovedby af samme navn trimmer de stadig skæg, selvom det er blevet forbudt.

- Hvad skal jeg ellers leve af, spørger barberen, der ikke ønsker sit navn frem.

- Vi har folk, der holder øje med, at Taliban ikke pludselig står i salonen, siger han.

Der er også dem, der højrøstet ofrer sig for fremtiden. De bruger endda samme værktøjskasse som sidst, de levede under Taliban-kontrol i halvfemserne.

Som barn sprang Rahila over muren til naboen for at gå i skole. I dag hopper naboernes piger over muren ind til hendes stue for at få undervisning. De afghanske piger og kvinders historie er blevet en cirkelfortælling.

- Det er 25 år siden, og vi er tilbage til dengang. Vi lever stadig. Men det føles ikke sådan, siger Rahila.

Siden Taliban tog magten, er kvinder i Kabul blevet ved med at demonstrere. Men protesterne bliver færre og mindre. En del af de demonstrerende har været i fængsel og er blevet gjort tavse, men Monesa Muberez fortsætter ufortrødent med store konsekvenser til følge.

Da vi mødes, ankommer hun tildækket efter at have skiftet taxa flere gange. Inden interviewet skifter hun tøj og bliver synlig som sig selv med et let tørklæde over håret. Da samtalen er færdig, skifter hun igen.

- Jeg ved, at Taliban gerne vil have fat i mig. Derfor bor jeg ikke samme sted og går ikke de samme ruter. Jeg lever i konstant bevægelse. Når vi demonstrerer, gør vi det som os selv, ligesom jeg taler med dig nu. Men inden vi tager hjem, sørger for vi for at skifte tøj, fortæller Monesa Muberez, der arbejdede i flere forskellige ministerier under den tidligere regering.

Ligesom andre kvinder i Kabul savner hun opbakning fra den mandlige del af familierne. Fædre. Brødre. Ægtemænd.

- De bakker mig op på sociale medier. Men de står ikke sammen med os i frontlinjen. Jeg håber, jeg er forkert på den, men jeg har tænkt over en ting: Har afghanske mænd i virkeligheden samme holdning til kvinder som Taliban? For hvis de ikke har, hvorfor står de så ikke side om side med os, spørger Monesa Muberez med henvisning til demonstrationerne i Kabuls gader.

Langt mod syd er der dog én mand, der kæmper for pigerne og kvinderne. Mellem de lerklinede mure i Kandahar-provinsen kører Matiullah Wesas team rundt med en mobilskole i de yderste landsbyer, hvor der ellers ingen skole er. Og hans netværk af kvindelige lærere underviser store skolepiger i private hjem.

Matiullah Wesa har siden 2009 været uddannelses- og oplysningsaktivist med sin organisation Pen Path. I de ultra-konservative miljøer, der har gennemlevet krige og konflikter, har han oprettet skoler og ført kampagne blandt de islamisk lærde og stammeældre for pigers uddannelse.

Selv om Taliban har overtaget magten, fortsætter han lige højlydt og inviterer folk ind i offentlige biblioteker, som han opretter rundt om i provinserne.

- Fra landsby til landsby, distrikt til distrikt fører vi kampagne for retten til viden og uddannelse. Vi lægger pres på regeringen for at genåbne pigeskoler og åbne helt nye skoler, hvor der ingen har været i årevis. Det er en helt basal rettighed, en menneskeret og islamisk ret at have adgang til skole, siger Matiullah Wesa.

Han og hundredvis af frivillige turnerer Afghanistans provinser med budskabet om uddannelse til piger og drenge. Imens går Ministeriet for laster og dyders omvandrende moralvogtere til deres arbejde med retningslinjer for, hvordan de henvender sig til folket, fortæller ministeriets talsmand.

Jeg spørger ham, hvad de udsendte gør, hvis en kvinde på gaden mener, hun allerede lever op til islamiske værdier ved at bære tørklæde uden at tildække ansigtet.

- Hvis nogen stopper en kvinde, de ikke er i familie med, er det forbundet med stor skam. Så for ikke at være respektløs over for kvinder tager vi kontakt til hendes mand, far eller bror. Den første gang rådgiver og vejleder vi om god skik, og at hun ikke skal klæde sig sådan. Anden gang kommer han på politistationen. Tredje gang er det fængsel i tre dage. Og den fjerde gang bliver han bragt for en domstol, siger Aqif Mujahir.

For mange unge i hovedstaden er dette noget, de har hørt om før. De havde dog aldrig forestillet sig, at deres forældres fortællinger og anekdoter fra tiden under Taliban i halvfemserne skulle blive deres egen virkelighed i 2022.

Du kan i denne udgave af Horsiont komme med Puk Damsgård og fotograf Mads Køngerskov til Talibans højborg og møde nogle af de mennesker, der nu lever under forhold, der vækker minder fra sidst Taliban sad på magten i Afghanistan.