Taliban dræber 30 sikkerhedsfolk på én nat

Den militante gruppe fører en blodigt forhandlingtaktik, som man kan forvente fortsætter, siger ekspert.

De afghanske sikkerhedsstyrker udsættes i øjeblikket for blodige angreb fra Taliban-bevægelsen. (Foto: Rahmat Gul © Scanpix)

Blodige angreb omkring byen Rafah i det vestlige Afghanistan har siden i aftes kostet 30 sikkerhedsfolk livet.

Det oplyser de lokale myndigheder ifølge AP.

De storstilede angreb kommer fire dage efter, at Taliban dræbte 50 medlemmer af de afghanske sikkerhedsstyrker i området.

Trods mange års krig med Natos soldater i landet, og Vestens indsats for at styrke landets sikkerhedsstyrker, er det lykkes Taliban-bevægelsen at overtage næsten halvdelen af landet.

Angrebene er led i en blodig forhandlingsteknik fra Taliban. Det fortæller konsulent ved Forsvarsakademiet, David Vestenskov, der har forsket i den sikkerhedspolitiske situation i Afghanistan.

- Det vidner om, at der er en stærk tro blandt Taliban-bevægelsen om, at man kan stille sig i en stærkere position inden mulige forhandlinger i fremtiden.

Flere tusinder kæmper

Der er tale om et omfattende angreb på regeringsstyrkerne i den vestlige del af Afghanistan, fortæller David Vestenskov.

Han peger på, at der ifølge forlydender er op mod 2.000 oprørssoldater, som deltager i angrebet. Det peger på en decideret militæroperation med henblik på at indtage byen Farah.

- Det er et klart signal om, at Taliban har ambitioner om at vinde territorium i denne periode, siger David Vestenskov.

Han fortæller, at de afghanske sikkerhedsstyrker har fokuseret på at holde fast på magten i de store byer, hvilket har givet Taliban mulighed for at overrende de tyndere befolkede områder og tage kontrol med næsten halvdelen af landet.

- Den tendens vil Taliban gerne fortsætte, så de giver et indtryk til både det internationale samfund og den afghanske befolkning om, at de er den stærkeste part i landet, siger konsulenten fra Forsvarsakademiet.

Menneskeliv bliver brikker i forhandlinger

Ifølge David Vestenskov foregår der i øjeblikket forhandlinger mellem Taliban og blandt andet USA både bag åbne og lukkede døre. Den militante grupper anerkender ikke regeringen i Afghanistan, og de modsætter sig derfor forhandlinger med styret i Kabul.

- Man har en klar intention om at stille den afghanske regering og dens sikkerhedsstyrker i så dårligt et lys som muligt for at vise den afghanske befolkning, at det nuværende system ikke kan tage vare på sikkerheden i landet, forklarer David Vestenskov.

Angreb, som det i det vestlige Afghanistan, der i de seneste dage har kostet snesevis af afghanske sikkerhedsfolk livet, sker med henblik på at opnå en bedre forhandlingsposition med eksempelvis amerikanerne, siger han.

- Som jeg læser det, handler det primært om at stille sig så stærkt som muligt i forhold til eventuelle forhandlinger med USA med henblik på at få dem til at trække sine soldater ud af landet.

Da Nato-indsatsen i Afghanistan var på sit højeste var der udstationeret 130.000 vestlige soldater i landet. Det tal var i september i år nede på omkring 16.000 soldater.

Facebook
Twitter