Taliban lover flere rettigheder til piger og kvinder, men er det sandsynligt?

Taliban lover fred, kvinderettigheder og at holde al-Qaeda ude. Men eksperter tvivler på, at det holder.

Taliban siger, at de er åbne for, at piger kan gå i skole. Korrespondent tvivler på, at det sker. (Foto: © MOHAMMAD ISMAIL, Ritzau Scanpix)

Taliban indtog i weekenden Afghanistans hovedstad, Kabul, og har erklæret, at "krigen er slut."

Det sker med løfter om fred og flere rettigheder til borgerne, end da Taliban havde magten fra 1996 til 2001.

Men kan man stole på de nye toner fra Taliban, eller er det bare tom luft?

Det har vi fået en vurdering af her.

Lover flere rettigheder til piger og kvinder

Afghanske skolepiger i Kabul, marts 2019. (Foto: © MOHAMMAD ISMAIL, Ritzau Scanpix)

Det har Taliban sagt

Taliban har givet udtryk for, at de vil give kvinder og piger flere rettigheder, end da de sidst havde magten.

Blandt andet har flere talsmænd for Taliban udtalt, at de vil lade både drenge og piger gå i skole.

Det gjorde Taliban sidst

Da Taliban havde magten i Afghanistan sidste gang, var der dog ikke mange rettigheder for piger og kvinder.

Kvinder var tvunget til at bære burka og skulle være ledsaget af en mand, når de bevægede sig uden for hjemmet. Derudover måtte piger ikke gå i skole, og kvinder måtte ikke arbejde.

Korrespondentens vurdering

Phillip Khokhar, DR's asienkorrespondent, der tidligere har boet i Afghanistans hovedstad, Kabul, mener ikke, at løfterne fra Taliban stemmer overens med virkeligheden.

- Taliban siger, at de vil lade piger fortsætte med at gå i skole, men i mange af de områder, som de har siddet på i længere tid, der er skolerne noget af det første, de har lukket. Der er nogle skoler blevet brændt ned, siger han.

- Det betyder ikke, at ingen piger kan gå i skole i Afghanistan i fremtiden, men det ser altså ikke godt ud for kvinder og piger. Jeg tror ikke, at der er særlig mange kvinder, som er vågnet op i dag (mandag, red.) og ikke er bekymret for deres fremtid.

Vil ikke skade befolkningen eller tage hævn

Taliban-kæmpere i Kabul, 16 august 2021. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)

Det har Taliban sagt

Ifølge Taliban selv ønsker de nu fred og vil undlade at tage hævn.

En talsmand for Taliban, Mohammad Naeem, har ifølge Reuters udtalt til mediet Al Jazeera, at gruppen nu har opnået, hvad de ønskede: "Et frit land og selvstændighed til deres folk". Derfor hævder han, at "krigen er slut", og at Taliban "ikke ønsker at skade nogen".

En anden talsmand fortalte søndag BBC, at den afghanske befolkning er i sikkerhed, og at Taliban ikke vil hævne sig.

Det gjorde Taliban sidst

Taliban har tidligere regeret med hård hånd. Da Taliban havde magten i perioden 1996-2001, var straffen for drab eksempelvis henrettelse, straffen for utroskab eller sex uden for ægteskab var stening for kvinder og piskeslag for mænd, og straffen for tyveri var amputering af et øre, en finger eller en hånd.

Taliban har desuden udført flere dødelige angreb gennem årene, som også har ramt civilbefolkningen, og de har flere gange gået direkte efter personer, som har kæmpet imod eller kritiseret deres bevægelse.

Tilbage i 2012 gik det eksempelvis ud over den dengang kun 15-årige Malala Yousafzai, som blev skudt i hovedet af Taliban på vej til skole i Pakistan, fordi hun kæmpede for pigers ret til at gå i skole.

Korrespondentens vurdering

Korrespondent Phillip Khokhar tror ikke, at Taliban vil lægge deres voldelige metoder på hylden.

- Taliban er jo undertrykkende mordere. De har slået deres befolkning ihjel i 90’erne, i 00’erne og i 10’erne – de har aldrig skyet nogle metoder, siger han.

- De har aldrig haft problemer med at udføre selvmordsangreb, hvor hundredvis af mennesker døde – kvinder, børn og ældre – det var jo ikke kun militære mål, de gik efter i den her krig, så jeg har svært ved at tro på et løfte om, at nu er de søde og rare.

Al-Qaeda kan ikke få husly igen

Osama bin Laden sammen med den nuværende leder af Al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri. Osama Bin Laden blev likvideret af amerikanske Navy Seal-soldater i 2011. (Foto: © ho, Scanpix Denmark)

Det har Taliban sagt

Taliban skal sikre, at al-Qaeda ikke får mulighed for at organisere terrorangreb fra Afghanistan mod Vesten igen. Det forpligtigede de sig til, da der sidste år blev indgået en fredsaftale mellem USA og Taliban.

Det gjorde Taliban sidst

Taliban har tidligere tilladt, at al-Qaeda havde militære træningslejre i Afghanistan, ligesom Osama Bin Laden, al-Qaedas daværende leder, fik lov til at bo i landet.

Ekspertens vurdering

David Vestenskov, chefkonsulent ved Forsvarsakademiet, tror ikke, at Taliban har interesse i at huse al-Qaeda, men spørgsmålet er, om de kan undgå det:

- Taliban har egentlig ikke nogen interesse i, at al-Qaeda begynder at lave terrorangreb i Vesten, men de kan ikke styre al-Qaeda, og de kan ikke slå hårdt ned på dem, fordi der er så mange talibanere, der egentlig er enige med al-Qaeda. Derfor risikerer de at skubbe dele af bevægelsen fra sig.

Læs mere om eksperters vurdering af terrortruslen fra Afghanistan, efter at Taliban er kommet til magten, i denne artikel.