Taliban tillader afghanske kvinder at studere, men kræver streng kønsopdeling og hijab

Spørgsmålet om kvinders ret til uddannelse har været centralt, siden Taliban tog magten i Afghanistan.

Studerende i Kabul deltager i en kønsopdelt forelæsning i september, efter at Taliban er kommet til magten. Fremover skal universiteterne forsøge at have separate bygninger til kønnene. (Foto: AAMIR QURESHI © AFP or licensors)

Under Talibans regime i 90'erne var det forbudt for piger at gå i skole og forbudt for kvinder at uddanne sig på universitetet.

Der har været udbredt bekymring for, at samme politik vil blive gældende i Afghanistan, efter at den islamistiske bevægelse igen tog magten i landet i sidste måned.

Men kvinder kan fortsætte med at studere i denne omgang. Det forsikrede landets nye uddannelsesminister, Abdul Baqi Haqqani, på et pressemøde søndag.

- Det Islamiske Emirat er fast besluttet på en positiv vision mod alt, der ikke er i konflikt med islam og nationale værdier, lød det fra Haqqani på pressemødet.

Afghanistans nye uddannelsesminister, Abdul Baqi Haqqani, fremlægger de nye regler for kønsopdelte studier. "Vi har intet problem med at afslutte det blandede udannelsessystem," sagde han ifølge BBC. "Folket er muslimer, og de vil acceptere det." (Foto: STRINGER)

Han understregde, at den nye Taliban-regering vil "bygge landet på det, der eksisterer i dag" og ikke skrue tiden 20 år tilbage. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Men reglerne for uddannelse i det nye islamiske emirat kommer stadig til at markere et markant skifte fra livet før Taliban, hvor kvinder og mænd kunne studere sammen.

Kønsopdeling og undervisning bag gardin

Først og fremmest står det klart, at Taliban vil indføre en kønsopdeling over hele Afghanistan, og universiteterne skal have separate bygninger til mænd og kvinder.

Haqqani sagde, at kvinder skal undervises af kvinder så vidt muligt.

- Takket være gud har vi et højt antal kvindelige undervisere, så vi får ingen problemer. Alt vil blive sat ind på at finde kvindelige undervisere til kvindelige studerende, sagde han på pressemødet i Kabul.

Hvis der alligevel ikke skulle være kvindelige undervisere nok, så vil der blive indført særlige tiltag for at sikre kønsopdelingen.

Førsteprioriteten er separate bygninger. Hvis ikke det kan lade sig gøre, så må undervisningen foregå i adskilte tidsrum og som en tredje løsning, så kan klasseværelserne blive kønsopdelt med gardin i midten.

- Det afhænger alt sammen af universitetets kapacitet, sagde Haqqani ifølge BBC.

Han åbnede også op for, at mænd også kunne undervise bag et gardin eller via streaming eller video for at sikre kønsopdelingen.

Siden Taliban overtog magten har der været flere billeder fremme, der viser forelæsninger, som er kønsopdelt med gardin. Men det er altså kun en nødløsning fremover. (Foto: SOCIAL MEDIA)

Krav om hijab og islamisk pensum

Talibans uddannelsesminister understregede også, at alle kvindelige studerende skal gå med hijab som typisk dækker hår, hals og bryst, men det var ifølge flere medier uklart om ansigtet også skulle tildækkes.

- Kvindelige studerende, som fortsætter deres studier med islamisk hijab, har det Islamiske Emirat ingen problemer med, lød det fra Haqqani.

- Hvis der opstår et behov, så kan mænd også undervise kvinder, men i overensstemmelse med sharia, så skal kvinderne have slør på, lød det fra uddannelsesminister Abdul Baqi Haqqani. (Foto: STRINGER)

Det kom også frem på pressemødet, at alle fag på universiteterne vil blive evalueret i de kommende måneder.

Taliban vil "skabe et fornuftigt og islamisk pensum, som er i tråd med vores islamiske, nationale og historiske værdier og på samme tid være i stand til at konkurrere med andre lande," lød det fra ministeren ifølge BBC.

Dagen før samledes en gruppe kvinder tildækket i sorte niqabber på et universitet i Kabul med små Taliban-flag. Kvinderne støtter Talibans politik om kønsopdeling og strenge regler for beklædning.

  • Kvinder klædt i Niqab samles for at vise deres støtte til Talibans nye religiøse regler for kønsopdeling og beklædning. Ifølge BBC roste talerne det nye styre og kritiserede de kvinder, der har demonstreret den seneste tid. (Foto: AA/ABACA © AA/ABACA)
  • Kvinderne havde små Taliban-flag for at vise deres støtte til den nye regering. (Foto: AA/ABACA © AA/ABACA)
  • En studerende i Niqab taler til et arrangement til støtte for Taliban. (Foto: AAMIR QURESHI © AFP or licensors)
  • De tildækkede kvinder demonstrerede også i gaderne med budskaber som "vores rettigheder er sikret i Islam". (Foto: AAMIR QURESHI © AFP or licensors)
1 / 4

Pisk af kvindelige demonstranter

Siden Taliban tog magten i Afghanistan den 15. august har det helt store spørgsmål været, hvor meget bevægelsen har ændret sig siden rædelsregimet i 90'erne. Her måtte kvinder ikke gå på gaden uden burka eller mandlig eskorte.

Den seneste tid har der været en række demonstrationer af kvinder, der frygter, at deres rettigheder forsvinder efter Taliban igen er kommet til magten.

Da nogle af de demonstrerende kvinder i hovedstaden onsdag konfronterede Taliban-krigere, svarede de igen med piskeslag.

Da Taliban i sidste uge løftede sløret for landets nye regering, var der ikke én eneste kvinde på listen. Regeringsholdet består primært af veteraner fra 90'erne og en efterlyst topterrorist.

Til gengæld er ministeriet for kvinders anliggender nedlagt, og det berygtede ministerium for "amoral og dyd" er blevet genoprettet. Ministeriet var ansvarlig for det religiøse politi, som håndhævede sharia-loven på gaden.

Taliban har også for nylig meldt ud, at kvinder ikke længere kan dyrke sport, fordi de risikerer at blive blottet i strid med islam. Det gælder for eksempel kvindernes cricketlandshold.

FN er også stærkt bekymret for kvinders rettigheder i landet.

- Hver dag modtager vi beretninger om tilbagerulning af kvinders rettigheder. Kvinder bliver forbudt at gå ud af huset uden en mahram (mandlig eskorte), lød det i sidste uge fra Alison Davidian fra FN's organisation for ligestilling og forbedring af kvinders forhold.

Hun forklarede også, at kvinder i nogle provinser ikke længere får lov at gå på arbejde, og kvindecentre er blevet angrebet.

Facebook
Twitter