Talibans love raserer pigernes klasseværelser og klædeskabe. Salomes sjæl og generation er truet

Et år efter Taliban tog magten i Afghanistan, er de unges kvantespring sandet til. Puk Damsgård skriver om en identitetskamp på liv og død i orange kjole.

Sol over Kabul. (Foto: Puk Damsgård)

Salomes kollaps

Da Salome stod op om morgenen 15. august 2021, iklædte hun sig et gråt jakkesæt, det lette tørklæde, der ofte gled ned på skuldrene og sine sorte højhælede sko.

Ved busstoppestedet i hendes kvarter Khair Khana i vest-Kabul stod hun på bussen mod sit psykologistudie på Kabul Education University. Men på universitetet var undervisningen suspenderet. I klasseværelset sad Salome med sine studiekammerater og fulgte Talibans fremmarch i medierne.

- Drengene lavede sjov med, at hvis Taliban kommer, så "må vi ikke se dig længere", husker Salome.

Aftenen forinden havde hun set i nyhederne, at Taliban befandt sig i Paghman lige vest for Kabul nogle få kilometer fra hendes hjem.

Omkring klokken 09.30 ringede hendes mobil.

- Hvor er du?, spurgte vennen i røret.

- På universitetet, svarede Salome.

- Hvorfor er du dér? Taliban er i Khair Khana nu. Tag hjem.

Salome pakkede sin taske. Da hun nåede uden for universitetets mure, så hun dem for første gang i sit 23-årige liv foran sig: Bevæbnede Taliban-krigere fra provinserne med langt hår siddende på ladet af det afghanske politis grønne biler, som de havde erobret.

Konvojen kørte langsomt forbi Salome, der begyndte at gå.

Salome på en cafe i Kabul. DR Nyheder bringer ikke hendes efternavn af hensyn til hendes sikkerhed, det fulde navn er redaktionen bekendt. (Foto: Puk Damgsgård)

En ven samlede hende op i sin bil. De sad fast i konvojen klemt inde mellem talibanere. Salome sad midt mellem sine fjender og græd. Hendes mor voksede op under krigen mod russerne, borgerkrigen og Talibans første regeringstid. Hun havde aldrig gået i skole og blev gift som 16-årig. I løbet af de seneste tyve år havde Salome og hendes generation i hovedstaden taget kvantespring. Hun kiggede ud af forruden. Talibanerne lignede mænd, der aldrig havde været i Kabul eller ville forstå hendes liv.

De gav op i det intense trafikkaos, stillede bilen og begyndte at gå. Efter en halv time på sine hæle gik Salome ind i en butik, hvor ejeren gav hende sin kones flade plastiksandaler.

Salome begyndte at vandre i sandalerne. Hælene rørte asfalten. De var alt for små.

  • Et år med Taliban: Civile boarder fly under en evakuering i Hamid Karzai International Airport in Kabul, Afghanistan, 23. august, 2021. (Foto: US MARINES © Ritzau Scanpix)
  • Civile venter på at boarde et Boeing C-17 under en evakuering i Hamid Karzai International Airport in Kabul, Afghanistan, 23. august, 2021 (Foto: US MARINES © Ritzau Scanpix)
  • Britiske, tyrkiske og amerikanske soldater hjælper et barn under en evakuering i Hamid Karzai International Airport, Kabul, Afghanistan, 20. august, 2021. (Foto: US MARINES © Ritzau Scanpix)
  • (Øverst) Afghanere klatrer op på et fly under evakuering i Kabul, 16. august, 2021, (nederst) samme sted i lufthavnen,1. august, 2022 (Foto: Wakil Kohsar © Ritzau Scanpix)
  • Talibanske styrker foran Hamid Karzai International Airport in Kabul, Afghanistan,16. august, 2021 (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
1 / 5

Abduls sejr

I timerne mens Salome gik ad Kabuls gader for at nå sit hjem, ventede 29-årige Abdul og hans enhed af talibanere i Afghanistans Logar-provins lige syd for Kabul på kaldet fra kommandøren på at køre mod hovedstaden.

Øjeblikket var kulminationen på Abduls ti år lange krig mod de vestlige styrker, dem han så som besættelsesmagten, der havde været på afghansk jord i tyve år, lige siden han var dreng. Mens han voksede op i en landsby i Logar-provinsen, drømte han om at leve som mujahed, hellig kriger. Kampene havde medført gråt udsyn på hans venstre øje, efter at han blev såret i et angreb. Ti år med talrige vejsidebomber mod amerikanske militærkonvojer, bagholdsangreb på afghanske politistationer og konstant flugt fra droner og luftangreb i fire afghanske provinser havde båret frugt.

- Jeg kunne nærmest ikke tro, at vi var ved at indtage Kabul, fortæller Abdul.

Da kaldet til at rulle mod Kabul kom for hans gruppe fra Charkh-distriktet ud på eftermiddagen den 15. august, satte han sig ind i en humvee med sin amerikanske M4-riffel, han havde overtaget fra den vestligt trænede afghanske hær. I en konvoj af militærkøretøjer, ligesom den Salome så, kørte Abdul ad hovedvejen og nåede til Kabul.

- Vi stoppede ved UN Alfa og kiggede så på Google maps for at finde præsidentpaladset. Jeg kender jo ikke Kabul så godt, siger han.

Sadaf på 16 år har som millioner af andre afghanske piger siddet hjemme fra skole i et år. Hun tror ikke længere på, at Taliban vil genåbne hendes skole. "Jeg føler mig ensom," siger hun. (Foto: Puk Damsgård)

Den aften og nat kørte Abdul rundt i Kabuls gader. Synligt. Som sejrherren. Ikke som da han tre gange under det nu forhenværende styre havde sneget sig til Kabul for at udføre “hemmelige militære missioner, der endte med at mislykkes.” Det var takket være Gud, at Taliban havde sejret, mente han.

Men der var noget, der skurrede. Sejren var uventet bittersød.

- Folk var bange for os. De har aldrig mødt os og har kun hørt dårligt om os i medierne. Nogen spurgte mig, om de måtte gå ud og købe ind. Jeg svarede, at jeg er ikke udlænding. Jeg er en del af det her land. Jeg er afghaner. De så mig som en fremmed! Men jeg vil jo bare, at folk lever deres normale liv, fortæller Abdul.

Salome og Abdul er begge vokset op under de seneste tyve års krig og vestlig tilstedeværelse i Afghanistan. Men Salomes kollaps er Abduls sejr. Og efter et år ved magten har Taliban manifesteret, at de er kommet for at integrere befolkningen i deres værdier og puritanske ekstremisme. Ikke omvendt. Men de møder modstand.

Inde i kollapset

Hver dag er de fleste facetter af livet, som Salome og mange andre i hovedstaden kendte det, til forhandling. Hun vakler med oprejst utildækket pande under sit slør i et miljø, hvor Taliban forsøger at tage patent på afghansk identitet. Det er ikke Taliban, der integrerer sig i hovedstadens puls og befolkningens drømme og gøremål. Det er Salome, der skal indordne sig talibanernes sindelagskontrol og deres fortolkning af islam. Det er blevet et brændende spørgsmål, hvad livet for Salome vil indeholde mellem hjemmet og graven.

Abduls definition af normalt liv er ikke hendes.

Det afghanske nationalflag, der burde vaje over partifarve og skiftende regeringer, er skiftet ud med det hvide Taliban-flag. Nemat Hanif i præsidentpaladsets kulturafdeling fik en ordre på 13.000 Taliban-flag lige efter magtovertagelsen, og det gigantiske røde, sorte og grønne afghanske flag, der plejede at kunne ses på Wazir Akhbar Khan Hill, lå sammenkrøllet under nogle borde i værkstedet.

Den afghanske identitet var fra nu officielt i hvidt. Og kun hvidt.

I præsidentpaladsets kulturafdeling producerer de Taliban-flag. Dette er 26 gange 40 meter og skal hænges op på Kabuls Wazir Akbar Khan Hill på årsdagen for Talibans magtovertagelse. Der plejede at hænge det afghanske nationalflag, som nu ligger under bordet i kulturafdelingen og "venter på bedre tider", som flagmager Nemat Hanif udtrykker det. (Foto: Puk Damgsgård)

For Salome er det lig med sort. Få dage inden årsdagen for magtovertagelsen er et nyt 26 gange 40 meter Taliban-flag klar til at blive hejst på Wazir Akhbar Khan Hill.

Ligesom nationalflagets fald materialiserede Talibans prioriteter sig omgående efter magtovertagelsen: Kvindeministeriet lukkede, og Taliban genoplivede ministeriet til bekæmpelse af laster og fremmelse af dyder, der under deres sidste regime fra 1996 til 2001 implementerede rigide love om kvinders og mænds påklædning, skæglængde og sociale omgangsform, når moralens vogtere patruljerede i gaderne - og offentligt uddelte piskeslag.

Som det eneste land i verden blev offentlige skoler for de større piger i 7.-12. klasse lukket og dermed også, hvis forbuddet holder, springbrættet til en videregående uddannelse. Lukningen var midlertidig, insisterede Taliban. Det var et spørgsmål om “kapacitet”, så pigerne kunne gå i skole i overensstemmelse med islamiske dyder - som om afghanerne ikke i forvejen er muslimer.

- Vi er ikke imod uddannelse, sagde Talibans toptalsmand, Zabiullah Mujahed.

Da det omsider i marts 2022 så ud til, at Taliban ville genåbne skolerne, foretog de en u-vending i timerne, mens pigerne mødte op og grædefærdige måtte vende om, fordi skolerne alligevel ikke blev åbnet på grund af uoverensstemmelser i Talibans øverste ledelse. Ifølge New York Times Magazine strandede kabinettets ønske om at genåbne skolerne i Talibans fødeby i Kandahar, hvor Talibans øverste leder, sheikh Haibatullah Akhundzada, modsatte sig.

Drenge, der lever af at samle affald, tager en pause og en hygge-slåskamp i Kabul. Det økonomiske kollaps har presset mange afghanere ud i fattigdom. (Foto: Puk Damgsgård)

Mens Afghanistans teenagepiger sad derhjemme, indskrænkede Taliban hunkønnets synlige tilstedeværelse yderligere og forlangte tildækning af ansigtet i offentligheden. Moralpolitiet kan, fortalte talsmanden, Akif Mujaher, i ministeriet for laster og dyder mig i juni, straffe de mandlige familiemedlemmer, hvis ikke kvinderne går korrekt tildækket.

I begyndelsen dækkede mange kvinder deres ansigter med coronamasker. Men nu møder jeg Salome og andre unge kvinder fra provinserne, der tager en taxa fra universitetets kollegieværelser på cafe i højhælede sko, deres almindelige tørklæder og uden masker.

- Forleden sagde administrationen på universitetet, at jeg skulle huske de sorte strømper. Men jeg glemte dem også i dag, griner Zarghona på 21 år med bare fødder i skoene.

Både hun og Salome kunne ikke komme på universitetet før i marts måned, da de genåbnede. Da ankom de studerende til en forandret verden.

- Der hængte plakater med billeder af, hvordan vi skal tildække os. Sort fra top til tå. Vi fik mails om, at hvis vi går i farver, vil de tage vores adgangskort, så vi ikke kan gå til eksamen. Men jeg holder bare sløret hen foran ansigtet, når jeg går ind og ud. Ellers går jeg i det samme tøj. Jeg vil ikke forandre mig på grund af dem. Jeg vil være mig selv, siger Salome.

Under shiamuslimerne hellige sørgetid er det Taliban, der skal sørge for sikkerheden ved helligdommene. Det er Kabuls hazara-befolkning langt fra tryg ved. (Foto: Puk Damsgård)

Undervisningen er nu kønsopdelt. På Kabul Education University går Salome til timer om formiddagen. Om eftermiddagen kommer hendes mandlige kammerater, der lavede sjov med, at de ikke kunne se hinanden, hvis Taliban tog magten. Hun har flere timer i islamiske studier, og der er færre lærere, fordi en del er flygtet eller ikke arbejder.

Transporten til og fra universitetet er også blevet en mulig stand-off.

- En dag sad jeg på forreste sæde ved siden af chaufføren. Bussen var proppet. En talibaner stoppede os ved en kontrolpost og spurgte chaufføren, hvorfor jeg sad ved siden af ham. Han sagde, at der jo ikke var mere plads. Så spurgte talibaneren, hvad forskellen er på at ligge i en seng og så sidde så tæt i en bus. Jeg var ved at dø af grin.

Salomes familie lever af hendes fars opsparing. Hun plejede at tjene penge til familien ved at arbejde som reporter ved siden af studierne. Hun filmede, men hun må ikke længere se.

- Det er umuligt at gå rundt som afghansk kvinde og filme nu. Så jeg mistede mit arbejde.

Mange kvinder i administrationen arbejder heller ikke længere. Samira på 34 år arbejdede i præsidentpaladset, hvor hun forberedte dagsordener til kabinetmøder. Hun nåede akkurat at slette alle vigtige filer på sin computer, inden Taliban indtog hendes kontor. Siden fik hun tilbudt at hæve sin løn, der er faldet fra 45.000 afghani til 15.000 afghani, men hun har nægtet.

- Jeg vil ikke have penge for et arbejde, jeg ikke udfører, når jeg ikke er velkommen, siger Samira, der ikke gik udenfor hjemmet i ti dage efter magtovertagelsen. I lang tid klædte hun sig på i frygt - i sorte gevandter, når hun bevægede sig uden for. Denne dag har hun en orange kjole og hvidt tørklæde på.

- Forleden hev jeg mine farvede pashtunske kjoler ud af skabet og strøg dem. De skal ikke bestemme, hvad jeg går i. Det her år har jeg lært, at uanset om de tager mit job eller fængsler mig, så kan de aldrig tage min personlighed, siger hun.

Shiamuslimer ved sørgeceremoni i Kabul. I dagene op til Ashura blev shiabefolkningen ramt af flere voldsomme terrorangreb. (Foto: Puk Damgsgård)

Klasseværelser er rykket ind i private stuer. I timerne på universitetet lader de tørklædet falde ned på skulderen. Men det er langt fra alle afghanske kvinder, der har mod på det stille oprør, de i øvrigt føler som en ringe kompensation.

Højtuddannede mænd tager løsarbejde som håndværkere. Nogle er forfulgt for deres tidligere job i republikken. Andre er flygtet i en gedigen hjerneflugt og efterlader en tiltrængt erfaring i ledelsen af landet.

Millioner af familier er ramt på økonomien. Dels efter det økonomiske kollaps på grund af internationale sanktioner og fastfrysning af flere milliarder dollars af afghanske reserver. Dels på grund af færre støttekroner fra udlandet. Men også fordi mange har mistet deres indkomst.

Taliban kæmper ikke længere mod internationale og afghanske styrker. De kæmper med transitionen fra en militant oprørsbevægelse til at lede et land og for at få international anerkendelse. Good governance eller inklusion er de ikke kommet til endnu.

Inde i sejren

Abdul er lettet.

- Der var engang, hvor jeg havde mit våben på mig altid. Nu er jeg så træt af det. Helt ind i hjertet er jeg træt af det. Før var det så svært at bevæge sig rundt. Der var politi alle steder og droner. Nu vil jeg gerne rejse rundt og se hele Afghanistan, fortæller han under et morbærtræ på en cafe, hvor der plejede at komme udlændinge. Vi er de eneste gæster på nær havens påfulgepar. Hannen renser sine fjer og leder efter smugler ved bordene.

Abdul har et job, han ikke kan tale om, siger han. Men han er overraskende velorienteret på de seneste udviklinger, hvad angår udenlandske journalister.

- Hvis I ikke har papirerne i orden, så er I måske spioner, og så vil I blive arresteret og efterforsket og bagefter deporteret, oplyser han og tilføjer:

- Hvis 100 afghanere bliver dræbt, sker der ikke noget. Men hvis EN udenlandsk journalist bliver dræbt, rejser helvede sig.

Mine afghanske kolleger har et langt sværere job. Taliban har sat sig på de fleste medier og på det afghanske filmproduktionsselskab, der nu producerer film uden kvindelige skuespillere eller musik. Afghanske journalister er blevet tæsket og arresteret, og kvindelige studieværter skal bære maske, når de er på skærmen.

Det vakte opsigt, da en debat om tildækning udspillede sig på den afghanske tv-kanal TOLO mellem Taliban-talsmanden Mujaher for dyder og laster og tv-stationens juridiske rådgiver. Mujaher insisterede på, at tildækning af kvinders ansigt og hænder er obligatorisk i islam men kunne ikke henvise til, hvor det stod i de hellige skrifter, mens advokaten henviste til konkrete passager i Koranen og Sunnah som argumentation for, at den form for tildækning ikke var obligatorisk.

Den debat har flere unge kvinder moret sig over.

Det tager tid at få staten op at køre efter det forhenværende “bundkorrupte” regime, siger Abdul. Han har en pointe. Den tidligere regering fik aldrig bugt med den altomfattende korruption, der trivedes i republikken.

Gennem det seneste år har jeg mødt borgmesteren i Afghanistans tredjestørste by, Mazar, flere provins- og distriktsguvernører og talspersoner i Kabul. Fælles for dem er, at de først og fremmest er krigere. I Sangin i Helmand-provinsens tidligere hotspot for de vestlige styrker deltog distriktsguvernøren i sit første interview nogensinde ved at skrive svarene på mine spørgsmål ned på et stykke papir. Han var nervøs, men beskeden var klar. Udenlandsk hjælp var mere end velkommen, nærmest forventet, efter alt hvad Vesten havde ødelagt.

- Men på vores præmisser, bemærkede han.

I lyset af at Taliban søger international anerkendelse, er skolelukninger ikke den bedste strategi. I årevis holdt det vestlige samfund skolepigers uddannelse frem som en skalp og legitim grund til at blive i Afghanistan, selvom succeserne på slagmarken sandede til.

I solnedgangen bader en folk drenge i en fire meter dyb vandtank Kabul. De har samlet flamingo, som de stopper i badebukserne for at holde sig ovenvande. (Foto: Puk Damgsgård)

Danmark er blandt de lande, der har afvist at føre dialog med Taliban, omend de kom til magten gennem USA’s tilbagetrækningsaftale, hvoraf en del detaljer stadig er ukendte.

- Vesten endte med at give Afghanistan til Taliban, siger Salome, og det er mange afghanere enige med hende i.

Det er dog langt sværere at påvirke en udvikling ved at stå udenfor. EU’s særlige udsending til Afghanistan har mødtes med Taliban-ledere, blandt andre indenrigsminister Siraj Haqqani, der stadig bærer en amerikansk dusør på sig, hvis nogen kan give informationer, der leder til hans arrestation.

For to uger siden dræbte en amerikansk drone al-Qaeda-leder Ayman al- Zawahiri i hjertet af Kabul, hvor han ifølge amerikanske efterretningskilder havde boet flere måneder i en mondæn villa, som USAID tidligere havde lejet.

Arkivfoto fra 2011 af den nu afdøde al-Qaeda-leder, egyptiske Ayman al-Zawahiri. (Foto: SITE Monitoring Service © Ritzau Scanpix)

Al-Qaeda lederens tilstedeværelse i hovedstaden udstillede både, at Afghanistan med Taliban ved magten stadig er et arnested for terrorister, og at Taliban er splittet. Han boede i villaen, der er ejet af en allieret til indenrigsminister Haqqani, men ifølge Taliban selv og USA var det ikke alle i Talibans ledelse, der kendte til hans tilstedeværelse. Angrebet var også en påmindelse om, at det ud fra et sikkerhedsperspektiv muligvis er en god ide for Vesten at pleje forbindelse med dem, som USA selv indgik en aftale med.

Taliban lovede afghanerne sikkerhed og stabilitet. Omend det i mange provinser er en bjørnelettelse for befolkningen at færdes uden risiko for angreb, udgør IS-K en mærkbar trussel. I sidste uge udførte de flere angreb mod Afghanistans shiitiske befolkning i Kabul i den hellige sørgetid.

Den shiitiske hazara-befolkning såvel som andre etniske grupper i det afghanske samfund er under pres. Talibans kabinet består stort set udelukkende af pashtuner. Dem, der har bibeholdt deres job i administrationen, arbejder under det nye styres regler, der også gælder deres udseende. Offentligt ansatte mænd skal bede i arbejdstiden, og de går i den traditionelle klædedragt.

Talibans mission er at lede befolkningen på rette vej væk fra Vestens påvirkning. Således er også mit tøj til tider til debat, når jeg mødes med talsmænd.

- Hendes påklædning skal ikke inspirere afghanske kvinder, sagde dyder og laster-talsmanden til den mandlige oversætter uden at se mig i øjnene med henvisning til, at jeg ikke tildækker ansigtet.

Abdul derimod møder mit blik og taler til mig direkte. Han mener selv, at han er optaget af kvinders forhold, men jeg er i tvivl om, hvorvidt han forveksler dyd og ære med rettigheder.

- Jeg har besluttet, at jeg kun vil have to børn, nævner han som eksempel.

- For jeg har hørt fra lægerne, at det tærer på kvindens krop at føde. Så for at passe på min kone, vil jeg kun have to børn.

En af gravpladserne i Kabul, hvor flere ofre for de seneste terrorangreb er blevet stedt til hvile. (Foto: Puk Damgsgård)

Afghanerne befinder sig efter et år med Taliban ved magten i en værdikamp på liv og død. Når kvinder ikke kan rejse længere distancer uden en værge, når udddannelsesvejen for piger er hugget over på midten, når folket ikke føler sig repræsenteret, når mange ikke har råd til basale fornødenheder, når man kan blive straffet for at spille musik til sit bryllup, er der grænser for, hvor mange normale liv der kan leves i landets storbyer.

De vestlige styrkers strategi om at vinde afghanernes hearts and minds var aldrig en succes. Taliban kommer heller aldrig til at vinde Salomes hjerte og hjerne. Spørgsmålet er, hvor langt de på sigt vil gå for med magt gennem frygt at påtvinge hende deres ånd. De er allerede gået langt. Og Salomes og hendes veninders diskrete modstand på universitetets campus er for de få - og den er skrøbelig som et støvkorn i vinden.

- Før slog Taliban os ihjel. Nu forsøger de at slå os ihjel mentalt, siger Salome.

Kvindernes og Abduls fulde navne er redaktionen bekendt.