Tetjana lå ni timer på gaden i Butja, før hun fik hjælp - ved siden af lå hendes dræbte ven

DR har besøgt den ukrainske by, som Rusland er anklaget for at have begået krigsforbrydelser i.

Flere billeder af efterladte lig har floreret i medierne, og meldingerne lyder, at der har været vilkårlige drab på civile i Butja. (Foto: ZOHRA BENSEMRA © Ritzau Scanpix)

50-årige Tetjana Palamartjuk begynder at ryste, når hun tænker tilbage på den 5. marts.

På det tidspunkt boede hun i et hus sammen med sin mand i forstadsbyen Butja, som ligger 30 kilometer fra Ukraines hovedstad, Kyiv.

En normalt "smuk, grøn by", hvor hun plejede at arbejde som skolelærer og har levet godt halvdelen af sit liv.

Men der er vendt op og ned på alt, og lørdag den 5. marts er der kampe i gaderne mellem russiske og ukrainske soldater.

Ud på eftermiddagen bliver hendes mand ramt af fragmenter i hånden.

Derfor tager Tetjana, hendes mand og en af deres venner chancen og sætter sig ud i bilen for at køre mod hospitalet.

Men på vejen begynder de russiske soldater ifølge Tetjana at skyde mod dem.

- Vi hoppede ud af bilen. Min mand belsuttede sig for at gå til hospitalet og bad os om at tage hjem.

DR har talt med Tetjana, der samtidig har sendt et foto af sig selv og sin mand fra hospitalet. Det har dog ikke være muligt at verificere oplysningerne om, hvad der er sket i Butja, yderligere.

Tatiana kan stadig ikke gå en måned efter skudepisoden. Hendes mand, der her sidder ved siden af hende, endte med at miste hånden. De har ønsket at få deres ansigter sløret. (Foto: (Privat foto))

Tetjana og deres ven når kun at gå lidt, idet der pludselig bliver skudt mod dem igen. De ryger mod jorden, mens skuddene fortsætter.

Hendes ven bliver dræbt på stedet. Tetjana bliver ramt i begge ben.

Som hun ligger der, ved hun ikke, at hun kommer til at ligge på jorden ved siden af sin dræbte ven i timevis, før der kommer hjælp.

- I ni timer kunne ingen hjælpe mig, fordi det var et farligt sted. De skød efter alle.

Ikke engang ambulancerne kunne komme frem, forklarer hun.

Verdens øjne er rettet mod byen Butja efter brutale billeder

Tetjanas oplevelser fandt altså ifølge hende sted for en måned siden. Men i de seneste døgn har verden for alvor rettet blikket mod Butja.

Flere billeder af efterladte lig har nemlig floreret i medierne, og meldingerne lyder, at der har været vilkårlige drab på civile i byen.

Det er dog uklart, om disse drab har fundet sted samtidig med Tetjanas oplevelse.

Den russiske regering afviser til gengæld at stå bag. I stedet beskylder pressetalskvinden i det russiske forsvarsministerium, Maria Zakharova, USA og Nato for at have "bestilt" billeder af døde civile som en del af et komplot mod Rusland.

Se nogle af de ødelæggelser, der mødte den internationale presse - herunder DR Nyheders journalist - i Butja:

En sergent kommer hende til undsætning

Timerne går. Det bliver aften, og der er stadig ikke nogen, der kan komme Tetjana til undsætning.

Hun har sin telefon ved hånden og skriver rundt til folk i et forsøg på at få hjælp. Der går dog lang tid, før hun kontakter sin datter.

For hvad skriver man lige?

Hun ender med at skrive, hvor hun er, og hvad der er sket. Hendes datter lover at række ud til alle dem, hun kan, for at høre, om der er nogen, der kan hjælpe.

Og kort før midnat sker det.

- En sergent tog en chance og kom til stedet, da det var blevet sent om aftenen.

Tetjana bliver transporteret væk til en improviseret skadestue. Men først en uge efter bliver det muligt for hende at komme på et rigtigt hospital.

Advarsel: Herunder er billeder, som DR Nyheder på trods af deres voldsomme karakter har valgt at vise for at dokumentere situationen i Ukraine.

Ukraines hær viser lig frem på arrangeret pressetur

I dag - en måned efter Tetjana blev ramt af skud - har DR Nyheders udsendte reporter, Jakob Krogh, og fotograf Mads Køngerskov været til stede i Butja.

Sammen med andre internationale journalister og fotografer var de inviteret på en ukrainsk arrangeret pressetur til byen.

- Det er helt tydeligt, at de har taget os med herud for at vise os det, som de mener, er krigsforbrydelser, fortæller Jakob Krogh.

- Vi har blandt andet set en grav i en lille landsby, hvor den ukrainske hær siger, at den lokale borgmester og tre andre er blevet slået ihjel af russiske styrker.

Jakob Krogh fortæller om ødelæggelserne i Butja:

Jakob Krogh kunne selv se, at der lå fire mennesker halvt begravet ude i en skov. Derudover lå der et lig i en brønd.

Under en skole i Butja var der også en kælder, hvor civile ifølge den ukrainske hær er blevet tortureret. Og i den lå der fem lig, hvoraf tre var bagbundne, fortæller Jakob Krogh.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, dukkede op også op, da journalisterne stod i en af de gader i Butja, hvor de hårdeste kampe foregik.

- Han havde et helt klart budskab om, at det var vigtigt for pressen at komme til Butja for at se det, som den russiske hær har gjort ved civile.