Teenager får tre års fængsel for Muhammed-tegning

En 17-årig egyptisk dreng skal i fængsel, fordi han har fornærmet profeten Muhammed, fastslår en egyptisk domstol.

En egyptisk kristen holder et kors op under en demonstration i Egypten. Omkring 10 procent af Egyptens 85 millioner indbyggere er kristne. (Foto: Scanpix/Mohammed Omar)

En egyptisk domstol idømte onsdag en 17-årig ​​kristen dreng fængsel i tre år for at offentliggøre tegninger af profeten Muhammed på sin Facebook-side.

Gamal Abdu Massoud blev også beskyldt for at distribuere nogle af sine tegninger til sine skolekammerater i en landsby i den sydlige by Assiut, hjemsted for en stor del af den egyptiske kristne befolkning og hjemby for den tidligere koptiske pave Shenouda.Det skriver den engelsksprogede egyptiske avis Egypt Independent på sin hjemmeside.

- Ungdomsdomstolen i Assiut har beordret fængsling af ​​Gamal Abdu Massoud i tre år for at have fornærmet islam og dets profet, hedder det i en erklæring fra domstolen ifølge Reuters.

Nægter sig skyldig

Tegningen blev hurtigt fjernet fra Facebook, men den viste ifølge vidner en vittighedstegning, hvor fire kvinder friede til profeten på en gang. For mange muslimer er det forkert overhovedet at tegne Muhammed. Den 17-årige skoleelev forklarede selv i retten, at hans Facebook-profil var blevet misbrugt, og at det ikke var ham, der lagde tegningen online.Tegningerne fik efterfølgende nogle muslimer til at angribe kristne. Flere kristnes huse blev brændt, og flere kristne blev overfaldet, skriver den egyptiske avis.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk