Tegninger var meningsløse, men muslimer overreagerer

Det var uansvarligt og meningsløst at trykke tegninger af profeten Muhammed. Men der er alligevel ikke helt forståelse for de voldsomme reaktioner i muslimske lande. Det viser en lang række meningsmålinger, foretaget i flere vestlige lande.

Det er forståeligt at verdens muslimer føler sig krænket og protesterer over Muhammed-tegninger. Men voldelige protester kan de vestlige landes borgere ikke acceptere. (Foto: Dadang Tri © Scanpix)

Af Mette Walsted Vestergaard

Det var meningsløst og uansvarligt at trykke tegninger af Muhammed og de aviser, der undlod at gøre det, nyder bred opbakning. Men de voldsomme reaktioner rundt om i den muslimske verden var alligevel lidt af en overreaktion.

Sådan lyder nogle af konklusionerne på en lang række meningsmålinger foretaget af forskellige analyseinstitutter i seks forskellige lande, som nyhedsanalyse-siden WorldPublicOpinion.org har samlet.

Splittelse størst i DanmarkSplittelse er størst i Danmark om spørgsmålet om, hvorvidt det var rigtigt at bringe tegningerne i første omgang. Her mener 49%, at det var forkert af Jyllands-Posten at bringe tegningerne, mens 43% synes, det var ok.

I Norge, hvor tegningerne blev genoptrykt i det kristne blad Magazinet i januar, mener 57%, at det var en fejl at bringe dem. Briterne har ikke kunnet se tegningerne trykt i nogen af deres aviser, og det er 72% tilfredse med.

Meningsløs provokationOver halvdelen af de adspurgte franskmænd synes, at det var meningsløs provokation, da blandt andre den franske avis France Soir trykte tegningerne, og heller ikke i Australien nyder beslutningen om at genoptrykke de forkætrede karikaturer i mindst én avis ret bred opbakning: 62% erklærer sig uenige i dén redaktionelle prioritering.

For amerikanerne handler spørgsmålet tilsyneladende om nyhedsværdi. I hvert fald synes 61%, at det var uansvarligt at bringe tegningerne af Muhammed, men næsten lige så mange synes, at amerikanske medier har pligt til at vise ting, som kan virke krænkende på visse grupper, forudsat at dette har nyhedsmæssig værdi.

Det skal retfærdigvis sige, at en tredjedel af de adspurgte er uenige i dét synspunkt.

PessimismeHvad angår forholdet til de hjemlige muslimer, er både danskerne og nordmændene pessimistiske.

56% af danskerne mener, at kløften mellem danske muslimer og andre danskere er blevet større som direkte følge af konflikten, og en tilsvarende andel af både danskere og nordmænd siger, at forholdet til de hjemlige muslimer er blevet ødelagt på langt sigt.

Halvdelen af nordmændene siger, at sagen har gjort livet i Norge vanskeligere for muslimer, og det skal nok passe, for lige så mange siger også, at deres syn på islam er blevet mere negativt på grund af de mange kontroverser i kølvandet på Muhammed-tegningerne.

Forstående danskere og franskmændTil gengæld er der nogen forståelse at spore blandt danskerne og franskmændene for, at muslimer følte sig krænket over tegningerne. Her går danskerne forrest med mellem 50 og 60% alt efter hvornår spørgsmålet bliver stillet. De bakkes op i deres synspunkt af en tredjedel af franskmændene.

Briterne lader til gengæld til at være påvirket af de hjemlige demonstrationer mod Muhammed-tegningerne, hvor muslimer med bannere og tilråb trudede tegnerne bag karikaturerne og danskere i almindelighed med døden.

Kun syv procent af briterne viser forståelse for de muslimske reaktioner, mens 86% synes, at muslimerne overreagerer og 78% finder de mere voldsomme af reaktionerne decideret "oprørende".

Og udlandDet rent udenrigspolitiske perspektiv er primært dækket af de - ikke overraskende - noget mere omfattende danske undersøgelser.

Her mener næsten halvdelen, at forholdet til de muslimske lande er ødelagt, og hele 80% siger, at de frygter terror.

Næsten lige så mange mener, at tegning-konflikten har øget den eksisterende terrortrussel mod Danmark.

Det helt store drama - en religionskrig - venter kun halvdelen sig dog. Den anden halvdel mener, at en krig mellem muslimer og Vesten er en "overvurdering" af situationen.

Facebook
Twitter