Telefonen er sundhedsskadelig for børn: Britisk minister vil begrænse skærmtid

Undersøgelser i Storbritannien viser, at mange daglige timer foran en skærm øger risiko for psykiske problemer.

Den britiske regering vil udarbejde klare regler for, hvor meget tid børn skal tilbringe på nettet og på deres skærme.

9-årige Helen Adams minder om så mange andre piger på hendes alder. Hun går naturligvis i skole, hun går til gymnastik, og så elsker hun at bruge tid med at kommunikere med veninder og venner på sin telefon.

- Jeg har også en del spil, som jeg rigtig godt kan lide. Og som jeg kan spille sammen med mine veninder på nettet, fortæller hun til DR, da vi besøger hende i den lille London-forstad, Oxted.

Vi har besøgt Helen og hendes forældre, fordi myndighederne ønsker at begrænse børns adgang til telefoner og tablets.

Her i huset sætter hendes far og mor begrænsninger for, hvor meget tid hun må bruge på diverse skærme.

- En time om dagen er vore regel, men det er faktisk svært – og i weekenden, eller hvis vi har travlt, så forsvinder grænserne nemt, siger John Adams, der er far til Helen.

- Og jeg må bare sige, at uden regler, så bruger hun og andre børn helt utrolig meget tid med at kigge ind i en skærm. Og som forældre famler vi måske lidt med at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Vi er jo også en del af en moderne verden, hvor telefoner findes og bruges og hvor man også laver lektier på nettet. Børnene skal jo også lære at begå sig teknisk.

9-årige Helen Adams bruger gerne 3 timer foran skærmen, hvis hendes forældre ikke er opmærksomme.

Minister: Børns sundhed forværres

Storbritannien har de senere år oplevet en markant stigning i mentale sundhedsproblemer hos børn. Antallet af børn med depression og angst er, som i mange andre lande, steget betragteligt. Og undersøgelser i Storbritannien viser, at børn, der tilbringer mere end tre timer om dagen på nettet og på sociale netværk, har en dobbelt så høj risiko for at få psykiske problemer som børn, der bruger mindre tid på deres smartphones.

- Vi har en moralsk forpligtelse til at gøre noget. Vi er nødt til at handle og ikke bare se til, er beskeden fra sundhedsminister Matt Hancock, der selv er far til tre mindre børn.

Og han mener, at han ligefrem kan mærke på sine børn, hvis de har tilbragt for meget tid med at sidde stille foran en af deres skærme.

- Teknologi er jo fremragende, men vi ser mere og mere bevis for, at børn og unges mentale sundhed bliver negativt påvirket, hvis de bruger time efter time på sociale medier, siger Matt Hancock.

John Adams erkender, at det kan være svært at holde styr på sin datters skærmforbrug.

Overvågning kan blive løsningen

Den britiske regering vil derfor nu udarbejde meget klare regler for, hvor meget tid børn skal tilbringe på nettet og på deres skærme.

Som et værktøj til forældrene, der ofte har meget svært ved at finde ud af, hvad der er det rigtige. Man vil også finde måder for forældrene til at holde fast i at overholde regler – og måske endda finde tekniske løsninger, så man kan overvåge tidsforbruget hos børnene.

For 9-årige Helen er det udmærket, det synes hun egentlig er ok. Og da jeg spørger om den regel hun har, hvor hun må bruge en time om dagen, siger hun henkastet, at det ikke rigtigt fungerer.

- Langt de fleste dage kan jeg sagtens bruge tre timer. Mine forældre har jo travlt med alt muligt andet.

Reglerne og de nye anbefalinger vil ligge klar i december.