Terror får debatten til at koge over på sociale medier

De ophedede debatter får racistiske drejninger, mens andre tager muslimer i forsvar og maner til besindighed og solidaritet.

Nye trends på de sociale medier sender støtte til muslimer verden over og til den afdøde politibetjent, Ahmed Merabet. (© Brugerbillede / Twitter)

Siden angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo onsdag har de sociale medier været rødglødende.

Ikke mindst med støtteerklæringer til ofrene med ordene 'je suis Charlie' (jeg er Charlie, red.), men også med kommentarer med hidsige racistiske undertoner, da de to terrormistænkte

Nu er en modreaktion i gang, hvor folk erklærer deres sympati med muslimer verden over.

#JeSuisAhmed

Den muslimske politibetjent, Ahmed Merabet, blev også dræbt under terrorangrebet, og nu mindes han på Twitter under hashtagget #JeSuisAhmed (jeg er Ahmed, red.).

- Dræbt af terrorister i Frankrig, udviste stort mod og loyalitet mod sit land. Stolt af ham, skriver en Twitter-bruger.

- Jeg er ikke Charlie. Jeg er Ahmed, den døde betjent. Charlie gjorde nar ad min tro og kultur, og jeg døde, mens jeg forsvarede hans ret til at gøre det, skriver en Twitter-bruger. Et citat, som mange kopierer ind i deres tweets.

- Muslimer i England viser deres respekt og solidaritet.

Flere Twittertrends maner i øvrigt til solidaritet med moderate muslimer og argumenterer for, at folk skal passe på ikke at blive racistiske i deres udtalelser efter terrorangrebet.

Forfærdelse over hashtag

Et af de racistiske hashtags, som har skabt stor røre, er #KillAllMuslims (dræb alle muslimer, red.). 

Men på nuværende tidspunkt bliver hashtagget mest af alt brugt til at udtrykke forfærdelse over, at mennesker overhovedet kan finde på at bruge et sådant hashtag.

Desuden er flere begyndt at skrive #RespectForMuslims (respekt for muslimer, red.). Dermed får piben en lidt anden - og mere solidarisk - lyd på de sociale medier.

- #KillAllMuslims er den mest anstødelige trend, jeg nogensinde har set. Indser folk, der deler det, at betjenten, der forsvarede Hebdo, var muslim?

- Det er 2015, jeg synes, det er på tide, at alle forstår, at muslimer og terrorister ikke er synonymer.